Den tidligere gymnastiktræner Fernando de Carvalho Lopes er idømt fængsel i 109 år for seksuelt misbrug.

Den tidligere brasilianske gymnastiktræner Fernando de Carvalho Lopes er blevet idømt en fængselsstraf på 109 år og 8 måneder for at have begået flere voldtægter.

Det beretter flere lokale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det skete ved en domstol tæt på São Paulo.

Fernando de Carvalho Lopes blev straffet for at have misbrugt fire atleter, herunder en mindreårig på 13 år, da han arbejdede med brasilianske landsholdsgymnaster.

Fernando de Carvalho Lopes fastholder sin uskyld og kan appellere dommen. Han skal ikke i fængsel før afslutningen på en ankesag.

Den tidligere træner tog sig af unge gymnaster i 20 år, inden han blev fjernet fra landsholdsstaben i 2016, bare en måned før OL i Rio.

Det skete efter en klage fra forældrene til en ung atlet.

I april 2019 blev han udelukket på livstid fra al gymnastikrelateret aktivitet.

Fernando de Carvalho Lopes står endda over for flere anklager. For fire år siden hævdede omkring 40 atleter over for tv-kanalen Globo, at de havde været ofre for psykisk, fysisk eller seksuelt misbrug under hans træning.

/ritzau/