For tredje gang hjem til Danmark med mange penge på kontoen - uden sportslig succes.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Thomas Thorninger kommer hjem til Århus med millioner af kroner på kontoen, selv om hans 15 måneder lange ophold i den italienske klub Udinese var sportsligt mislykket og kun bød på 15 minutters spilletid i Serie A.

Udinese skal købe Thorninger ud af kontrakten frem til sommeren 2004, og det koster tre mio. kroner.

»Jeg vil ikke kommentere det beløb, du nævner. Men jeg vil fremhæve, at Udinese sparer mange penge i skat ved at indgå aftalen med mig, så jeg kan rejse hjem nu,« siger Thomas Thorninger.

Den 30-årige blonde vestjyde, søn af en advokat i Ringkøbing, mestrer tricket med at score penge, også uden sportslig succes.

Tre gange har han gjort det, alle fodboldspillere drømmer om - at rejse til en udenlandsk klub transferfrit.

Først fra Vejle til PSV Eindhoven i 1992, så fra AGF til Perugia i 1996 og i december 2001 fra FC København til Udinese.

Så var det ham, der indkasserede overgangssummen, ikke Vejle, AGF og FCK.

I alle tre danske klubber lynede den hvide Thorninger-tornado, og specielt i AGF blev han brølende populær. Han var beskeden og tilbageholdende, loyal og fair.

Men på banen snød babyansigtet modstanderne. Når de vendte ryggen til efter en kammeratlig snak med den flinke gut, var han på vej mod næste scoring.

Stille var han, men ved forhandlingsbordet slog han også til. Som regel med Holger Thorninger som advokat og rådgiver.

Af de tre udenlandske klubber var PSV Eindhoven et rimeligt godt sted, men Thomas Thorninger slog aldrig igennem på førsteholdet. De to italienske klubber fik ingen gavn af danskeren.

Han fik pengene, men leverede ikke scoringerne.

Han ville nok godt have byttet den faste og pænt høje betaling med nogle gode oplevelser på grønsværen. Men han udtaler sig for resten aldrig om penge og økonomi.

Nu er det definitivt slut med udlandet, og spørgsmålet er, om der venter et sidste kapitel i dansk topfodbold.

Thorninger vil gerne. Men andre ting trænger sig på:

»Det er familiære ting, som betyder meget for mig. Vi skal have barn nummer to i maj, og min kone får en høj prioritet med sit job. Hun er mediciner og skal på turnus i halvandet år, før hun er læge.

Men jeg vil gerne tilbage til topfodbold. Det kan nok først blive til sommer, for jeg har været væk fra banen længe og i noget tid været henvist til at træne alene.

Lad os nu se, hvad det ender med. Vi forlader Udinese om to-tre uger.

Mens jeg har været hernede, har jeg haft kontakt til AGF, Silkeborg, FC Midtjylland og FC Aarhus.

Men det er længe siden, jeg har talt med klubberne, og i mellemtiden har de jo deres spillerstab klar til sæsonen, der begynder om en halv snes dage. Der er næppe nogen, der står med en plads til mig.

AGF vil altid være en oplagt mulighed. Jeg havde en god tid i klubben, og jeg har stadigvæk en bolig i Århus.

Men ellers skal det være i køre-afstand fra Århus,« siger Thomas Thorninger, der startede med fodbold i Ringkøbing og Holstebro, før han skiftede til Vejle Boldklub.