Når det danske landshold i aften har spillet mod Rusland, skal journalist og tv-vært Thomas Skov Gaardsvig overrække trofæet for kampens spiller.

Det fortalte han, da han var gæst i B.T.s EM-podcast 'Fodbold EM' med Morten Bruun tidligere på dagen. Du kan høre hele programmet nederst i artiklen.

»Jeg er blevet spurgt af Heineken, om jeg ville overrække ‘Star of The Match'-trofæet efter kampen, og det vil jeg selvfølgelig meget gerne,« siger Thomas Skov.

Og det er faktisk ikke første gang, at Skov skal overrække trofæet. Han var i Liverpool i 2018 med en FC Midtjylland-delegation, for at se en Champions League-semifinale i en lounge på Anfield.

Thomas Skov overrækker 'man of the match-trofæet' til Roberto Firmino efter en Champions League-semifinale i 2018 på Anfield i Liverpool
Thomas Skov overrækker 'man of the match-trofæet' til Roberto Firmino efter en Champions League-semifinale i 2018 på Anfield i Liverpool
Vis mere

»Lige pludselig blev mit navn råbt op i den der lounge, og så er det, fordi, at jeg er blevet udvalgt til at overrække 'Man of The Match-trofæet'. Det er Mohamed Salah, der skal have den, men han er til dopingkontrol, så det er Roberto Firmino, der får den,« siger Thomas Skov.

Roberto Firmino scorede to gange i kampen, som Liverpool vandt 5-2 over Roma.

»Jeg er lige landet, og jeg har aldrig set en kamp med Liverpool før. Så står jeg helt forvirret med det her trofæ og skal give det til Firmino, der står med sit flotte hvide smil, og så en horde af mænd, der vil have taget billede med ham, og så er det lille mig fra Sønder Felding GIF, der får lov til det der. Det var også helt vildt,« siger Thomas Skov.

Mødet med den danske journalist og ‘trofæ-overrækker’ var ikke nok for Roberto Firmino og Liverpool, der tabte Champions League-finalen til Real Madrid en måned senere.

Du kan høre hele programmet, hvor Morten Bruun og Thomas Skov også snakker om russernes hold, om Danmarks mulige kommende modstandere og om berusede Lyngby-spillere i EM-lejren i 1992. Hør programmet herunder eller i din foretrukne podcast-app.