Thomas Thøgersen var med sine efterhånden 33 år lidt bekymret for at blive dømt for gammel og dermed smidt på gaden som gråt guld, når hans kontrakt med Portmouth næste sommer ville udløbe. Men den bekymring kunne han have sparet sig.

"Nu har jeg minsandten fået en ny kontrakt, som jeg lige har underskrevet. Det er ikke dårligt i min alder at få to år mere i engelsk fodbold, så det er bare alle tiders," lyder det fra en lettet Thomas Thøgersen, der nu har papir på Portsmouth indtil sommeren 2003.

Ifølge engelske pressekilder ligger der en pæn lønforhøjelse til den tidligere Brøndby-spiller, der i forvejen tjener mere end selv de bedst-lønnede kolleger hjemme i Superligaen.

"Jeg nyder stadig at spille fodbold, og der er masser af udfordring i den næstbedste række herovre i England. Desuden er jeg glad for at bo i det dejlige Sydengland, så der var absolut ingen grund til ikke at skrive under med det samme," siger "Thøger" til B.T.

Portsmouth har for nyligt fået ny spillende manager i angriberen Steve Claridge, og det er nok næppe tilfældigt, at Thomas Thøgersen var en af de allerførste spillere, som Claridge skrev ny kontrakt med.

Danskeren anbefalede sig nemlig helt eventyrligt godt ved at score i den nye managers tre første kampe, så den nye boss dermed fik den bedst tænkelige start.

"Det har givet en masse humør med Claridge som manager - ja, alting er faktisk blevet bedre med ham som chef," siger Thomas Thøgersen, der i denne sæson er blevet flyttet væk fra højrekanten og ind på den centrale, offensive midtbane, hvor han også allerhelst selv vil spille.

Og så har han - som en oplysning til ære for husarerne - igen fået længde på det mørke hår, der i "Thøgers" tid som både Superliga-spiller og fotomodel var langt og løstflagrende i bedste boheme-stil, men som i England en overgang var kronraget helt ned i et noget mindre kunstnerisk, men til gengæld mere barskt arbejdsmand-look.