Han er en sand bad boy på tennisbanen. Hun er en realitystjerne af de helt store, der nu tjener kassen som letpåklædt model.

Sammen er Bernard Tomic og Vanessa Sierra et spritnyt kendispar på den store klinge ifølge australske news.com. De to har hver især været igennem et svært 2020, men nu ser det altså ud til at lande et godt sted.

Vanessa Sierra, som du kan se mere til nederst, blev kendt i det store realityshow Love Island, inden hun byggede en fanskare så stor, at hun nu skovler penge ind på at dele letpåklædte billeder af sig selv på nøgenportalen OnlyFans.

Den konto startede hun med kæresten Luke Erwin, men tidligere på året gik de to fra hinanden første gang, og i midten af oktober skar Vanessa Sierra så alle bånd med en opdatering om, at de havde slået op for længe siden, og hun havde 'også låst ham ude af websitet, så jeg kan opdatere med min nye mand', som hun skrev.

Foto: Instagram: @vanessasierra
Vis mere

Den mand ser altså ud til at være den noget fallerede tennisstjerne Bernard Tomic. Vanessa Sierra delte nemlig et billede af de to i kærlighedens tegn, og på et splitsekund er de blevet et af Australiens hotteste par.

Det er nok meget godt for Tomic, for så er der et sted, han for alvor er varm. Det er han nemlig ikke på tennisbanen, hvor han på det seneste er faldet ned som nummer 224 på verdensranglisten. På sit højeste lå han nummer 17.

Han startede ellers som den kække nye dreng, der blandt andet langede ud efter Roger Federer. Men i år ramte han tennisbunden, da et nederlag på bare 53 minutter sendte ham i søgelyset for at lade sig tab med vilje.

Det behøver han ikke at tænke så meget på længere. Nu kan han i stedet nyde kærligheden.