De kan godt sætte te over i det engelske. Lade den trække i fire dage, og så kan de hælde op, når der trækkes lod blandt Europas 16 bedste hold for at finde ottendedelsfinalerne i Champions League.

For Liverpool fuldendte et fortryllende engelsk efterår ved at lave russisk salat ud af Spartak Moskva og sikre sig førstepladsen i Gruppe E med en 7-0-sejr. Dermed sætter de sig op på forreste række sammen med Manchester City, Manchester United, Tottenham og Chelsea og kan vente på, hvem der står i vejen for de engelske hold i næste runde.

For næsten en tredjedel af holdene i ottendedelsfinalen er dermed fra England.

Det er en succeshistorie efter flere år, hvor den engelske fodboldsyge har bredt sig fra et slutrunde-paralyseret landshold til de klubhold, der kæmpede om europæisk succes. I 2012 vandt Chelsea den prestigefulde turnering, og siden er det blevet til bare to semifinaler. Men i denne sæson lugter det af mere.

Det lugter af Manchester City med et dominerende koncept, af Manchester United med Mourinho-taktik og helt afgørende superstjerner, af Tottenham og ung energi – og ikke mindst af Liverpool og målhumør hos deres ’Fab Four’, som den engelske presse har døbt frontkvartetten.

Det var også den kvartet, der brillerede mod Spartak Moskva. Liverpool skulle vinde for at være helt sikre på at ende på gruppens førsteplads, og efter tre minutter var de allerede på rette vej. Mohamed Salah blev nedlagt i feltet, og straffesparket lagde Philippe Coutinho stensikkert i mål til 1-0.

Den selvsamme Coutinho, der for tre en halv måneder siden ikke helt var i humør til at spille for Liverpool, fordi Barcelona lokkede, stod også for mål nummer to. Og her var alle de ’fantastiske fire’ i spil. Mané, Salah, Firmino og så Coutinho med den sidste fod. Så var Liverpool foran 2-0.

For et par uger siden var Liverpool foran 3-0 mod Sevilla, men satte det hele over styr og endte med at spille 3-3. Så det satte gang i de vittige hoveder, da det også blev 3-0 til Liverpool på et mål af Roberto Firmino.

Målmaskinen Liverpool var smurt. 25 mål i de seneste otte kampe fortæller også historien om et hold, der er sprudlende for tiden. Og kort efter pausen var det Sadio Manés tur til en omgang i rampelyset. Han fik et perfekt indlæg fra James Milner, og så kastede han sig op i en vandret helflugter og bragede drømmemålet ind til 4-0.

Men massakren stoppede ikke der. Det blev også 5-0 med lidt af et kludemål, som dog blev tilskrevet Philippe Coutinho. Og så kunne de rødblusede kanonkonger da også lige så godt gøre det til tenniscifre, da Sadio Mané fik skubbet 6-0-målet i nettet. Men stoppede det der? Selvfølgelig ikke. ’The Fab Four’ fuldendte deres aften, da Mohamed Salah fra nært hold bankede 7-0-kassen i nettet.

Der stoppede målfesten, Og Jürgen Klopps drenge flyver dermed ind i Champions League-ottendedelsfinalerne. På gruppens førsteplads og sammen med fire engelske kollegaer. Der er endelig lidt valuta for pundene i det engelske. Og skulle teen gå hen og blive lunken inden mandagens lodtrækning, kan de bare sætte den på Anfields græstæppe. Det er brandvarmt endnu.