Mikkel Michelsen får mindst to chancer i det fineste speedwayselskab i de kommende uger. Falstringens mål er at blive fast kører i VM-serien.

Lørdag aften kan det danske speedwayhåb Mikkel Michelsen krone, hvad der kan blive en helt perfekt uge i den 24-årige kørers karriere, hvis han opnår et topresultat i det svenske VM-grandprix i Målilla.

Den seneste uge har den ene positive Michelsen-historie overtaget den anden, som var det en gaveregn før hans 25-års fødselsdag søndag.

Lørdag i sidste uge meldte han sig ind som en seriøs bejler til europamesterskabet, da han vandt EM-afdelingen i Vojens, i mandags fik han en afbudsbillet til det kommende VM-grandprix i Sverige, og i tirsdags fik han et wildcard til VM-grandprixet i Vojens 7. september.

- Det er ikke så tosset, konstaterer Mikkel Michelsen.

Han har i flere år været anset som et stort talent i dansk speedway, og i 2013 vandt han U21-VM for hold med Danmark.

Gennembruddet på seniorplan har dog ladet vente på sig. Han har blandt andet tilbragt flere sæsoner i den polske 1. division - et rimeligt niveau, men stjernefattigt sammenlignet med Polens bedste række, Ekstraliga.

Nu er han skiftet op i Ekstraliga, og han har fundet den stabilitet, der giver ham en tro på, at han kan matche hvem som helst.

- I år har jeg været super stabil i alle ligaer, og den stabilitet har jeg manglet i de seneste sæsoner, siger Michelsen.

Landstræner Hans Nielsen betragter Michelsens gennembrud som forventeligt. Men det overrasker ikke landstræneren, at det har været et par år undervejs.

- Som mange andre unge kørere har han haft godt af at komme ud og stå på egne ben. Det har været sundt for ham at flytte til Polen og fokusere på karrieren.

- Og så har han fået belønning for hårdt arbejde. Da vi havde ham med på vores træningslejr på Fuerteventura i januar, fik jeg virkelig øje for, at han er en ekstrem seriøs sportsmand, siger Hans Nielsen.

Når Michelsen lørdag triller ud på banen i Målilla, er det med ambition om en semifinaleplads - "så kan alt ske derfra".

Falstringens helt store mål er dog, at de kommende VM-grandprixer i Målilla og Vojens ikke bliver undtagelser. Næste år vil han være fast kører i VM-serien.

Derfor kører han sæsonens vigtigste løb i Kroatien 24. august, hvor han er en af fire danske deltagere i den såkaldte GP Challenge. De i alt 16 kørere i Gorican kæmper om tre pladser i næste års VM-serie.

- Jeg glæder mig selvfølgelig til at vise mig frem i VM-serien, men mit fokus er på GP Challenge i næste uge. Det helt store mål for mig er at være fast i VM-serien, selvfølgelig.

- Det er der, jeg skal være, og jeg har en rimelig chance for at kvalificere mig, siger Mikkel Michelsen.

Landstræneren deler Michelsens optimisme og tror på en plads i næste års VM-serie.

- Det er et ret lille nåleøje at komme igennem, men det er helt realistisk, at han klarer den. Han er teknisk stærk, har gode starter og en god fart, og han har vist, at han kan køre fra de bedste.

- Og ellers kan han håbe på et wildcard til VM-serien, hvis han gør det godt til GP Challenge uden at komme i top-3, eller hvis han bliver europamester, som Leon Madsen blev sidste år, siger Hans Nielsen.

/ritzau/