Den eneste danske herresingle i badmintonturneringen India Open er færdig efter anden runde.

Torsdag morgen dansk tid tabte Rasmus Gemke forholdsvist klart til Chi Yu-Jen fra Taiwan. 21-17, 21-15 lød cifrene.

Modstanderen, der er placeret fem pladser efter Gemkes 26.-plads på verdensranglisten, tog de fleste initiativer i opgøret, og det gav pote.

I første sæt rykkede Chi Yu-Jen fra 8-8 til 13-8, og selv om Gemke ramte en glimrende og aggressiv periode, var det ikke nok til at lukke hullet.

Og selv om andet sæt begyndte lovende, virkede Gemke til at være et skridt efter taiwaneren, der flere gange fik ros af danskeren for sit spil.

Danmark har endnu nogle lodder i India Open, der er en Super 750-turnering.

Senere torsdag spiller damesinglerne Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt mod seedede modstandere, og i mixeddouble skal Alexandra Bøje og Mathias Christiansen i aktion.

/ritzau/