EM i bordtennis i Ljubljana bliver uden Danmarks højst rangerende spiller.

Anders Lind har trukket sig fra turneringen, få timer inden han efter planen skulle i kamp i herresingle onsdag eftermiddag.

Det bekræfter Bordtennis Danmark over for DR Sporten.

Lind er plaget af sygdom og føler sig ikke i stand til at stille op.

- Jeg hader at trække mig, men i den her situation ser jeg intet andet valg, skriver Anders Lind i en sms til DR Sporten.

Lind er aktuelt nummer 16 på verdensranglisten. Han skulle have mødt den 46-årige græker Panagiotis Gionis onsdag eftermiddag. Men den kamp bliver altså ikke til noget.

Det ærgrer også landstræner Linus Mernsten, der tirsdag kunne se Lind kæmpe sig igennem to kampe i mixeddouble med en walisisk makker.

- Det (sygdommen, red.) er ikke blevet værre, men heller ikke bedre. Det, at han har spillet med feber, har nok heller ikke gjort det bedre, fortæller han til DR Sporten.

Med Linds exit og tirsdagens farvel til både Tobias Rasmussen og Martin Buch Andersen i kvalifikationen er Jonathan Groth ene om at repræsentere Danmark i hovedturneringen.

Groth spiller onsdag eftermiddag mod tyske Wim Verdonschot.

RITZAU