Finalen i årets Blast Pro Series i København blev uden deltagelse af danske Astralis. Ukrainske Navi vandt.

Det danske Counter-Strike-hold Astralis var kommet til Royal Arena på hjemmebane i København for at hente det Blast Pro Series-trofæ, som holdet gik glip af sidste år efter en dramatisk finale.

Holdet kom med selvtilliden i orden efter sejren ved Blast Pro Series i Istanbul for en måned siden.

Men efter nederlag i to af de fire første indledende runder stod det klart, at pokalen heller ikke i år skulle ende på det danske stjerneholds hænder foran en fyldt Royal Arena.

Trofæet gik i stedet til ukrainske Navi, som i finalen besejrede svenske NIP med 2-0 i dysten, som gik over maksimalt tre maps.

Astralis havde mulighed for lidt oprejsning i bronzekampen, også kendt som Stand-Off, hvor spillerne dyster én mod én, men måtte her overraskende se sig slået af Cloud9.

Mens et nederlag i den lidt showagtige Stand-Off er til at leve med, så var det skuffende for verdensetterne Astralis, at man ikke fik chancen for at løfte trofæet.

- Selvfølgelig er vi skuffede, lyder det fra Astralis' Peter "dupreeh" Rasmussen, som dog slår fast, at det ikke var forventningspresset fra hjemmebanen, der spillede ind.

- Nej, det synes jeg ikke. Vi har snakket meget om forventninger og gjort meget for, at det ikke skulle påvirke os.

- Vi kom bare skidt fra start. Vi skulle have slået NIP i går (fredag, red.), og det kommer til at koste det hele. Men de spillede bedre end os, og Navi var bedre end os i dag (lørdag, red.).

Astralis havde sat sig selv under pres efter et nederlag til NIP i én af fredagens to kampe trods en føring på 11-3, og presset blev for alvor øget, da lørdagen også blev indledt med et nederlag til det russisk-ukrainske mandskab Navi.

Danskerne kom godt fra land og kom på 4-1, men herfra faldt spillet fra hinanden. Fra føring på 5-4 kom Astralis bagud med hele 5-14, og det kunne de fem danskere på holdet ikke komme tilbage fra.

Et af de store problemer var, at stjernespilleren Nicolai "device" Reedtz aldrig kom i gang, og han blev stort set ikke en faktor i kampen.

Det betød, at der var maksimalt pres på Astralis forud for fjerde runde. Kravet var en sejr over Faze Clan, og den kom sikkert i hus med 16-7, men man var også afhængig af, at NIP skulle slå Cloud9, og MIBR skulle slå Navi.

NIP løste sin del af opgaven, men i en dramatisk kamp, hvor MIBR fik det danske publikum helt af op stolene, da der blev udlignet til 14-14, trak Navi alligevel det længste strå med 16-14.

Bare pointdeling ved 15-15 kunne have holdt liv i Astralis' finaledrøm.

Trods skuffelsen var det alligevel en kæmpe oplevelse at spille foran hjemmepublikum. Nicolai "device" Reedtz missede turneringen sidste år på grund af sygdom, så det var hans debut i Royal Arena.

- Jeg synes, at stemningen var helt sindssyg. Det var en sindssyg oplevelse, lyder det fra ham.

For på trods af tætsluttende høretelefoner rundt om ørerne, gik fansenes jubel tydelig igennem.

- Vi kunne næsten ikke høre spillet, siger han.

Counter-Strike går kort sagt ud på, at et hold terrorister skal forsøge at plante en bombe, mens et hold antiterrorister skal forsøge at forhindre dem i det eller få desarmeret bomben.

Et hold kan også vinde ved at få dræbt alle modstanderne i en runde. Der spilles først til 16 vundne runder i et map. Inden hver runde kan der købes våben for de penge, man tjener i hver bane.

/ritzau/