Sygdom gør ondt på Sveriges håb om flere medaljer på den sidste dag af vinter-OL i Norditalien.
To af kandidaterne til medaljer i langrend, Frida Karlsson og Jonna Sundling, er begge blevet syge og melder afbud til kvindernes 50-kilometers massestart, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Den 26-årige Karlsson, der allerede har taget to guldmedaljer ved dette OL, måtte lørdag trække sig på grund af feber, selv om hun var blandt favoritterne til søndagens massestart.
Sundling, der vandt sin anden guldmedalje i år, efter at hun også vandt i Beijing for fire år siden, har lørdag fået tiltagende forkølelsessymptomer og må også udgå, oplyser det svenske langrendslandshold.
Dermed er Ebba Andersson og Emma Ribom de eneste svenske løbere i startfeltet, skriver TT.
Sverige havde oprindeligt en fuldt udtaget langrendstrup til OL, men da flere løbere også er blevet syge, kan landet ikke erstatte Karlsson og Sundling og stille med et fuldt hold på fire.
Sygdom har plaget svenskerne ved legene i Norditalien. For at minimere smitterisikoen har landsholdet forsøgt at holde afstand og bo for sig selv, fortæller landsholdslæge Rickard Noberius, der har haft et travlt OL.
- Vi har fået det ind et sted fra. Om det er via medier, dopingkontroller, rengøringspersonale eller via nogen i gruppen, er ren spekulation. Det beskæftiger jeg mig ikke med, siger han til TT.
- Selvfølgelig må vi evaluere, om vi kunne have gjort noget anderledes. Man kunne have låst løberne inde på deres værelser og serveret mad på en bakke.
- Så havde det næsten været som at bo i en fængselscelle, og det ville have været urimeligt for deres trivsel. Så havde de ikke kunnet præstere, tilføjer landsholdslægen.
Inden sidste dag ved vinter-OL har Sverige taget 16 medaljer, heraf seks guld, seks sølv og fire bronze.
Det er betydeligt færre end de nordiske naboer fra Norge, som allerede har sat rekord med i alt 40 medaljer.
/ritzau/
