Piben har mildt sagt fået en anden lyd hos den svenske langrendsstjerne Linn Svahn, hvad angår hendes trussel om boykot af vinter-OL.
På grund af krigen i Ukraine truede hun i oktober med at boykotte OL, hvis russiske atleter fik lov at stille op.
Tirsdag afgjorde Den Internationale Sportsdomstol (CAS) så, at skiudøvere fra Rusland og Belarus må deltage ved vinter-OL under neutralt flag.
- Nu, hvor CAS har truffet sin beslutning, vil jeg bare gøre mit bedste for at være i god form og stærk til OL, siger Linn Svahn til Viaplay ifølge TT.
Den 25-årige svensker fastslår dog, at hun grundlæggende står ved det, hun udtalte i oktober.
Her lød det i et interview med Expressen fra Svahn, at hun ikke ønskede at konkurrere ved OL, såfremt der stiller russiske atleter til start.
- Hvis du spørger mig her og nu, er svaret, at jeg ikke vil konkurrere. Jeg ved ikke, hvordan jeg vil have det, hvis jeg står ved startlinjen til OL, og de (russiske atleter, red.) er der.
- Jeg er måske i god form, men jeg kan kun håbe, at jeg har nok rygrad i den situation. For det sidste, jeg ønsker, er at miste min rygrad i en sag som denne. Nogle ting er større end sport, sagde Linn Svahn i oktober.
En længere strid mellem Det Internationale Skiforbund (FIS) og Rusland og Belarus nåede en afgørelse 2. december.
FIS har ikke ønsket at have OL-atleter med fra de to nationer. Men den beslutning appellerede Rusland og Belarus til CAS, og de fik medhold.
Rusland og Belarus argumenterede for, at beslutningen om at udelukke dem er i strid med forbundets egne vedtægter om at være politisk neutral og ikkediskriminerende. Det argument er CAS enig i, oplyste sportsdomstolen.
17 navngivne atleter, som appelsagen blev ført på vegne af, får nu mulighed for at kvalificere sig til vinter-OL eller de paralympiske vinterlege. CAS-afgørelsen åbner for, at flere andre atleter fra de to lande kan følge trop.
Alpine discipliner, nordiske discipliner, freestyle og snowboard hører under FIS, eksempelvis styrtløb, langrend, skihop og halfpipe.
Rusland og Belarus er i OL-sammenhæng udelukket fra holdsportsgrene som eksempelvis ishockey. Men tre russere har kvalificeret sig til OL i individuelle konkurrencer i kunstskøjteløb.
Næste års vinter-OL afvikles fra 6. til 22. februar i Norditalien.
/ritzau/
