Anders Lind må rejse hjem efter første runde af bordtennisspillernes sæsonfinale.

Sjællænderen tabte onsdag eftermiddag 1-4 i sæt til svenske Truls Möregårdh, som har sølv ved både OL og VM på cv'et.

De to spillere mødtes også ved sidste års sommerlege i Paris i holdkampen mellem Sverige og Danmark.

Dengang vandt svenskeren med det karakteristiske sekskantede bat et tæt opgør i fem sæt, og det så også ud til at blive et tæt møde i Hongkong.

Spillerne pressede hinanden til det yderste i første sæt, som Möregårdh skulle anstrenge sig gevaldigt for at hive hjem med cifrene 14-12.

Desværre for 26-årige Lind tog verdensranglistens nummer fire over herfra.

Danskeren, der rangerer som nummer 16 i verden, lavede alt for mange fejl, og svenskeren tog hurtigt de næste to sæt 11-7 og 11-5.

Med ryggen mod muren fandt Lind pludselig et nyt niveau. Han spillede med større selvtillid og snuppede fjerde sæt 11-8, før han kom foran 7-5 i femte.

Så begyndte problemerne igen at melde sig, og Lind luftede højlydt sine frustrationer, mens Möregårdh slog tilbage og lukkede kampen.

- Ingen af os spillede måske på vores højeste niveau, men det lykkedes mig at vinde det afgørende sæt, og det er jeg glad for.

- Vi kender hinanden godt - næsten for godt. I stedet for at være en god bordtenniskamp med kreative dueller, som det plejer at være, blev det en ret lukket kamp, siger Möregårdh ifølge TT til SVT.

Möregårdh møder i anden runde Lin Yun-Ju fra Taiwan.

Kun de 16 bedste spillere i verden har adgang til sæsonfinalen. Det var første gang, en dansker deltog.

Lind er i løbet af det forgangne år rykket 12 pladser frem på verdensranglisten efter store præstationer i flere WTT-turneringer.

I september nåede han semifinalen i Macao og slog undervejs den daværende verdensetter, Lin Shidong.

WTT Finals i Hongkong spilles fra onsdag til søndag i denne uge.

/ritzau/