Den svenske kapgænger Anders Hansson er død i en alder af blot 28 år.

Det sker efter to års kamp mod kræften, skriver svenske Expressen.

Svenskeren fik i januar 2019 konstateret en svulst i hjernen og gik umiddelbart efter i behandling og blev også opereret.

På dette tidspunkt var Hansson fortsat frisk og deltog endda også flere stævner efterfølgende. Selv ved de svenske mesterskaber tilbage i februar i år var han til start.

Det skulle dog vise sig at blive hans sidste konkurrence.

I sommer blev der nemlig opdaget en ny svulst, der ikke kunne opereres væk, og fredag sov den 28-årige svenske kapgænger så ind.

»Det er så uretfærdigt. Han havde en oxygenmaske på, og de tog den af. Så tog han et par dybe åndedrag og sagde til familien, at 'nu er der ikke længe igen',« fortæller Hanssons far, Börje Hansson, til svenske Expressen.

Anders Hansson vandt seks svenske mesterskaber, mens han største internationale resultat er en 28. plads ved VM i kapgang i 2017.