Svensk basketballtalent har mistet livet: Blev bare 17 år gammel


»Det er ekstremt trist. Et helt fantastisk menneske på alle planer, der har gjort så stort et indtryk, selvom han kun var 17 år.«
Sådan lyder det fra Jämtland Baskets cheftræner Adnan Chuk til Aftonbladet, efter den triste nyhed om, at det 17-årige svenske basketballtalent er Gustav Vågström er død efter længere tids kamp mod sygdom.
Han nåede at spille på flere af de svenske ungdomslandshold og tørnede ud i den bedste svenske basketballrække, Basketligan, for Jämtland Baskets.
Trods sin unge alder nåede Gustav Vågström at spille to sæsoner for klubben i ligaen.
Jämtland Baskets klubdirektør Pecka Johansson fortæller til Aftonbladet, at Gustav Vågströms situation har været kritisk on and off i de seneste to måneder.
»Han var en fantastisk fyr på alle måder, som var meget vidende og interesseret i basketball. Det er et stort tab for hele basketball-Sverige. Tankerne går selvfølgelig til hans familie, som har været engageret i klubben i 20-25 år på forskellig vis,« siger Pecka Johansson til det svenske medie.
Det svenske basketballforbund (SBBF) har også reageret på den triste nyhed:
»Gustav var en alsidig ungdomslandsholdsspiller, som vi vil huske som en meget dygtig spiller, men endnu mere som en omsorgsfuld og rar holdkammerat, der altid havde holdets bedste for øje,« skriver forbundet og tilføjer »at svensk basketball er i sorg.«