EM-kvalifikation, gruppe F: Danmark – Spanien 1-3 (0-2) For første gang siden 1980 kommer Danmark ikke til EM. Efter 1-3 hjemme mod Spanien er det kun i den grå teori, at de rød-hvide kan kvalificere sig til slutrunden næste sommer.

Det gik som så ofte før for Danmark, når modstanderen har heddet Spanien. De rød-hvide skulle vinde, men det blev sydeuropæerne, der triumferede – denne lørdag aften med en helt fortjent gevinst på 3-1 i Århus.

Efter et lidt kedeligt første kvarter scorede spanierne på deres første chance, efter at debutanten Ulrik Laursen og rutinerede Niclas Jensen ikke fik afstemt opdækningen.

Andres Iniesta førte bolden op i spaniernes venstre side, lagde den ind over til Raul Tamudo, og Espanyol-spilleren kunne ugeneret heade bolden ind bag Thomas Sørensen, der var chanceløs i situationen, men som dog gerne måtte have reageret på hovedstødet. Derefter fulgte der en periode, hvor Danmark kom frem til en håndfuld chancer. Den største tilfaldt Daniel Jensen midt for mål efter et godt angreb, men Werder Bremen-spilleren kunne ikke komme til at få den fornødne retning på sit hovedstødsforsøg.

Spanierne dominerede i slutningen af første halvleg, og fem minutter før pausen gav det bonus.

Efter et langt spansk angreb kom backen Sergio Ramos spænende i spaniernes højre side, og Real Madrid-forsvareren kunne forholdsvis enkelt løfte bolden over Thomas Sørensen til 2-0.

I de sidste minutter af halvlegen sejlede det hele rundt for danskerne, der kunne være glade for, at spanierne ikke kom yderligere foran inden pausen.

Landstræner Morten Olsen valgte til anden halvleg at skifte Nicklas Bendtner ind i stedet for Leon Andreasen, og efter et kvarter var det lige ved at give bonus, da Arsenal-angriberen fik en stor hovedstødschance, men han headede lige på den spanske målmand, Iker Casillas.

Tolv minutter senere kunne Real Madrid-målmanden takke stolpen for, at Danmark ikke fik reduceret, da en anden indskifter, Thomas Kahlenberg, spillede Nicklas Bendtner, hvis skruede skud ramte opstanderen og sprang ud i åbent spil. Med fem minutter tilbage var det overliggeren, Iker Casillas havde allieret sig med, men to minutter senere måtte han dog kapitulere. Indskiftede Kenneth Perez spillede Dennis Rommedahl, der lagde bolden til rette for Jon Dahl Tomasson, som kunne score sit landskampsmål nummer 48. Det spinkle håb holdt dog kun i to minutter. Offensiven kostede i den anden ende, da indhopperen Albert Riera fra Espanyol sluttede festen med et smukt skud fra kanten af straffesparksfeltet.

Tiden løb ud for danskerne på NRGi Park i det, der kaldes smilets by, men som denne oktoberaften snarere var hængemulernes.