NBA-legenden Shaquille O'Neal har altid været vant til at fylde en del.

Med sin fysik og sin højde på 2,16 meter gav han i årevis modstanderne mareridt på basketgulvet. Men efter karrieren er der kommet lidt mere fedt på kroppen for O'Neal.

Men nu er det slut. Superstjernen har valgt at lægge sit liv helt om og har tabt 13 kilo. Beslutningen om en livsstilsændring kom, efter han mistede sin søster og sin tidligere holdkammerat i Los Angeles Lakers Kobe Bryant.

»Min søster gik bort før Kobe. Så døde Kobe, og derefter havde jeg 28 andre mennesker, der gik bort. 2020 var virkelig et dårligt år, og jeg havde ikke lyst til noget. Når du ikke har lyst til noget, men du vil holde dig ude af ballade, er der to ting, du kan gøre: spise og se Netflix,« siger O'Neal i et interview med Men's Journal.

Foto: Instagram
Vis mere

Forandringen er sket med simple greb, fortæller han. Han træner og spiser sundere. Især én ting har han skåret ud af sit liv. Sandwich.

»Jeg begyndte bare at spise bedre og træffe bedre beslutninger. Min problem er, at jeg er en sandwichfyr. Sandwich til frokost, sandwich til aftensmad, sandwich som snack, men jeg var begyndt at se gammel ud, og det havde jeg ikke lyst til,« siger han og tilføjer:

»Jeg sagde til mig selv, at jeg én gang havde lyst til at smide trøjen på Instagram. Jeg så den her 70-årige mand på Instagram, der havde muskler over det hele. Så jeg besluttede at gøre noget ved det.«

Han fortæller, han har droppet brød og kage. Det er også slut med at spise Oreo sent om aftenen.

»Jeg har gjort det i seks måneder nu, og jeg spiser bare frugt, proteinshakes, salater, fisk, kylling og asparges og andre grøntsager. Ved at spise meget små portioner har jeg tabt omkring 13 kilo. Jeg begyndte at se forandringer, jeg ikke har set i 20-30 år. En sixpack eksempelvis. Jeg har ikke haft sådan en, siden jeg spillede for Miami Heat i 2006,« siger NBA-legenden, der nu pønser på noget 'stort'.

»Jeg sover igennem om natten, jeg har mere energi, og jeg har bare lyst til at træne hele tiden. Og på grund af det gør jeg noget stort i marts,« siger han uden at komme nærmere ind på, hvad der venter.

'Shaq' startede karrieren hos Orlando Magic, inden han skiftede til Los Angeles Lakers, hvor han sammen med Kobe Bryant vandt tre mesterskaber i træk.

Efter endnu et mesterskab med Miami Heat gik karrieren ned ad bakke med ophold hos Phoenix Suns, Cleveland Cavaliers og Boston Celtics, som han sluttede karrieren hos i 2011.