Jalen McDaniels. Navnet siger måske ikke det store herhjemme, men i USA er han en af dem, der bliver nævnt som en fremtidig NBA-profil.

Men lige nu kan der være lang vej til verdens bedste basketball-liga for den 20-årige amerikaner. Onsdag har to kvinder lagt sag an mod Jalen McDaniels i en sag, hvor de mener, at han ulovligt har delt sexvideoer med de to kvinder.

Det skriver New York Post.

Angiveligt skulle den 20-årige power forward have haft sex med en af kvinderne, Gwen Gabert, i en bil, hvor han optog samlejet. Herefter har han, ifølge anklagerne, delt videoen med sine holdkammerater på et socialt medie - uden at involvere hende i beslutningen.

Jalen McDaniels i direkte kamp med USAs største baskettalent, der er stået en stor karriere, Zion Williamson.
Jalen McDaniels i direkte kamp med USAs største baskettalent, der er stået en stor karriere, Zion Williamson. Foto: Darryl Oumi
Vis mere

Den anden kvinde, Tally Thomas, skulle han have filmet, mens hun var sammen med en af McDaniels holdkammerater. På samme måde skulle han efterfølgende have delt videoen af de to.

Tally Thomas var kun 17 år, da hun angiveligt blev filmet, og delingen af klippet ramte hende efterfølgende hårdt.

Hun forsøgte først at begå selvmord, inden hun bagefter gennemgik behandling for både depression, angst og en spiseforstyrrelse.

De to kvinders advokat, Joan Mell, siger til New York Post, at anklagen mod McDaniels ikke er et pengespørgsmål. Faktisk må spillere i college ikke modtage løn, når de spiller for skolernes hold. I stedet handler anklagen om at stille ham til ansvar.

Jalen McDaniels snitter 14.7 point i sin anden collegesæson for San Diego State Aztecs.
Jalen McDaniels snitter 14.7 point i sin anden collegesæson for San Diego State Aztecs. Foto: Darryl Oumi
Vis mere

»Jalen skal forstå, at kvinder også har rettigheder. Det er på ingen måde et pengespørgsmål. Om han kun skal betale 25 øre tilbage, er ligemeget. Det handler om, at han skal forstå, at han har gjort noget galt. Det er noget, vi bliver nødt til at sætte fokus på. Han bliver nødt til at anerkende, at det ikke er noget, man gør - og at ingen anden kvinde skal være offer for hans gerninger,« siger Joan Mell til New York Post.

På Jalen McDaniels side tager man dog søgsmålet mere afslappet. Hans advokat siger, at McDaniels længe har været opmærksom på, at de to kvinder ville anklage ham.

»Det har stået på i to år. Politiet har set på sagen to gange, og statens anklager har ad to omgange afslået alle anklager. Men Jalen ser frem til sin dag i retten,« siger hans advokat til New York Post.

Men at sagen er blevet afslået, giver den ene af de to kvinder ikke meget for. Det skyldes nemlig én simpel årsag.

»Han kommer ikke i problemer, fordi han er en kendt atlet. Folk vil ikke ødelægge hans karriere. Min mening bliver slet ikke hørt,« siger Gwen Gabert til USA Today.