Fortjent Randers-sejr og dobbelt scoring af Michael Laursen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mogens Laursen fik en kanonstart i Superligaen, da han skiftede fra Randers Freja til FC Midtjylland, scorede en flok mål i de første kampe i efteråret 2000 og debuterede på U-21 landsholdet.

I Freja efterlod han sig storebror, Michael. Brødrene fra Auning havde dannet makkerpar i flere kampe. Mogens havde hurtigheden, Michael hovedspillet.

I dag stikker Michael hovedet frem i overskrifterne. Mens lillebror Mogens er havnet i et målmæssigt tomrum og kun er noteret for et enkelt pletskud i sin anden sæson i FCM, blev 24-årige Michael Laursen matchvinder for Freja, der skabte dagens pokalsensation med 3-2 over Silkeborg.

»Det var en skøn oplevelse,« konstaterede tomåls-skytten Michael Laursen. Han glemte ikke det beskyttende instinkt overfor lillebror. Da talen faldt på Mogens og den manglende målscoring, forsikrede Michael, at han er godt på vej mod storformen. Og målene kommer.

Randers Freja-Silkeborg 3-2 (3-2)

Midterholdet fra 1. division skabte dagens pokal-sensation og genkaldte minderne fra dengang, Freja var en magtfuld klub i dansk fodbold og for resten også særdeles fremtrædende i pokalturneringen. Silkeborg skuffede over hele linien og skabte stort set ingen chancer. Det var en præstation, der lå milevidt fra Brøndby-kampen i søndags.

Randers Freja 4-4-2: Jesper Melskens 7 - Kim Ø. Nielsen 7, Michael Gravgaard 9, Morten Christensen 7, Chris Sørensen 8 - Svenne Poulsen 8, Peter Brandenborg 7, Morten Lauritsen 7 (Jan Hansen), Kasper Rasmussen 7 - Michael Laursen 8, Lars Larsen 7. Totalt: 82

Silkeborg 4-4-2: Henrik Ipsen 7 - Per Brunse-Ottosen 6, Jacob Juhl 8, Jacob Rasmussen 7, Chr. Duus 7 - Thomas Poulsen 6, Ulrik Pedersen 7 (Rasmus Hansen), Jesper Thygesen 7, Brian Pedersen 8 - Lars Brøgger 7, Mikkel Lindorff 6 (Peter Skjøth 6). Totalt: 76

Mål: 0-1 Selvmål af Morten Lauritsen (2), 1-1 Michael Laursen (4), 1-2 Lars Brøgger (14), 2-2 Michael Laursen (16), 3-2 Morten Lauritsen (str., 44).

Advarsler: Randers: ingen. Silkeborg: Thomas Poulsen (80), Chr. Duus (90).

Udskiftninger: Randers: Jan Hansen ind for Morten Lauritsen (88). Silkeborg: Peter Skjøth ind for Mikkel Lindorff (60), Rasmus Hansen for Ulrik Pedersen (74).

Tilskuere: 1.846 på Randers Stadion. Dommer: Nicolai Vollquartz 8. Banens bedste: Michael Gravgaard, Randers. Kampens karakter: 7.

De første 16 minutter foran 1.846 tilskuere blev en forrygende oplevelse. Silkeborg var foran to gange, men Michael Laursen udlignede begge gange.

2-2. Det smagte af mere.

»Begge mine mål kom efter indstuderede taktiske øvelser,« sagde Michael Laursen, pædagogmedhjælper med 30 timer om ugen.

Han er 196 cm høj og vandt de første 11 luftdueller.

Morten Lauritsen fra Frejas midtbane havde åbnet scoringen med et selvmål, men han sluttede den også med et straffepark via overliggerens underkant kort før pausen.

»Desværre blev det OB i semifinalen. Jeg ville gerne have mødt AaB, hvor jeg havde 29 kampe på førsteholdet for fire-fem år siden,« sagde Morten Lauritsen, der har udnyttet alle de syv straffespark, han har sparket i Freja. Han er kontormand på deltid.

Silkeborg havde 45 minutter til at svare igen, men midtjyderne var tavse og helt uden kreativt opspil. Bo Nielsen var ude med en lårskade, men skulle være klar til ligakampen mod AaB på mandag.

»Fortjent sejr til Randers,« erkendte Morten Bruun, SIF-træner.

»Vi var meget langt fra niveauet i Brøndby-kampen i søndags. Nu har vi 10 kampe til at redde sæsonen. Det må ikke fortsætte som i dag.«

»Det er flot, at vi kommer så hurtigt tilbage efter to føringer til Silkeborg. Jeg er fuldt tilfreds. Vi var tændte og lavede en stor indsats,« sagde kollegaen Kim Poulsen.

Banens bedste var Frejas forsvarschef, Michael Gravgaard, der starter i Viborg i næste sæson. Han er en stærk og boldsikker type, som er klar til den bedste række.

Det er Freja ikke. Men kronjyderne tager gerne et pokal-eventyr med, og det skabte minder om Freja som en af landets bedste pokalklubber dengang i 70erne, hvor fædrene til de nuværende spillere optrådte på grønsværen.

Det gælder Jørgen Rasmussen og Carsten Brandenborg. Nu er det sønnerne Kasper Rasmussen og Peter Brandenborg, der bærer Frejas traditioner videre.

Og det gør de godt og til fædrenes tilfredshed.