Jockeyen Chris Caserta er afgået ved døden. Han blev 26 år.

Hans død er blevet bekræftet 36 timer efter, han forsvandt, mens han var ude og svømme.

Liget af den unge sportsudøver er blevet fundet ud for kysten i det østlige Australien. Det frygtelige fund skete tæt på byen Gold Coast.

Det skriver flere internationale medier - eksempelvis News.

Chris Caserta blev allerede erklæret død torsdag eftermiddag, fordi myndighederne ikke havde fundet ham, efter han blev meldt savnet, fordi han ikke kom tilbage fra sin svømmetur onsdag. Herefter fokuserede redningsfolkene på at finde liget.

News skriver videre, at Chris Caserta var ude og svømme sammen med Amy Graham, som ligeledes er jockey.

De blev fanget af strømmen, og det var tydeligt, at Amy Graham skreg efter hjælp. Desværre var det kun hende, som fik kæmpet sig indtil bredden.

Jockeyen har efterfølgende skrevet et opslag på Instagram, hvor hun siger farvel til sin kollega.

'Jeg er tom for ord. Det er så hårdt at tænke på, at jeg aldrig skal se dit smilende ansigt byde mig velkommen, når jeg kommer på arbejde,' skriver Amy Graham eksempelvis.

Chris Caserta var sidst ude i konkurrence i søndags. Her blev den nu afdøde jockey nummer fem.

Andre læser også