Rhali Dobsons karriere kunne ikke være sluttet bedre. For ikke nok med hun i sin afskedskamp torsdag aften scorede, så vandt hendes klub Melbourne City også.
Men selvom det i sig selv var et eventyr værdigt, ventede det helt store punktum først bagefter. For her stod hendes kæreste, Matt Stonham, og ventede på sidelinjen.
Det er på grund af ham, hun i en alder af blot 28 år har valgt at takke af på fodboldbanen. Han er ramt af kræft i hjernen, og derfor havde Rhali Dobson meddelt sine holdkammerater, at torsdagens kamp blev hendes sidste.
Da hun efter slutfløjt gik ud på sidelinjen for at fejre sejren, ventede der noget af en overraskelse. For Matt Stonham stod ikke kun klar med åbne arme og store kram.
Han gik nemlig på knæ og stillede Rhali Dobson det store spørgsmål, hvilket tydeligvis kom bag på den nu tidligere fodboldspiller, der dog kvitterede med et stort 'ja'. En video af det store øjeblik kan ses i bunden af artiklen.
Faktisk havde Rhali Dobson ifølge ESPN friet til sin kæreste flere gange, men han havde bare slået det hen. Og til mediet satte hun inden kampen nogle ord på sin store beslutning om at stoppe.
»Det her er større end sporten. Han er hele min verden. Jeg har været ret stille omkring mit stop, fordi jeg gerne ville have, holdet fokuserede og sikrede en god afslutning på sæsonen,« sagde hun efter frieriet.
Her satte hun også ord på, hvad det er for nogle hårde måneder, der venter parret – særligt Matt Stonham, der blev ramt af kræft for seks år siden.

Tidligere på måneden blev han opereret for anden gang, han skal have stråler, og herefter venter der 12 måneder med kemoterapi.
Alligevel opfordrede Matt Stonham sin kæreste til at spille sæsonen færdig, og få dage efter hun vendte tilbage til Melbourne, fik de beskeden, at den del af tumoren, de fik opereret ud, var i stadie tre – det lykkedes dog for lægerne at få 'det hele' med, hvilket Rhali Dobson er lykkelig over.
»Vi har fanget det exceptionelt tidligt, og det ser meget positivt ud – også på grund af hans alder,« siger den nu tidligere fodboldspiller.