Line Christophersen er på papiret Danmarks bedste bud på et topresultat i damesingle, når VM begynder i Indien mandag.

En turneringssejr i US Open i juni efterfulgt af en finale i Canada Open har sendt Christophersen op som nummer 15 på verdensranglisten og en tilsvarende seedning ved VM.

- Det gik vildt godt i USA og Canada, og det føles godt til træning, så jeg ser frem til VM og håber, jeg kan køre videre med det gode spil, siger Line Christophersen.

Også ved nogle af de største turneringer har Christophersen vist flotte takter.

I årets All England nåede hun til kvartfinalen, hvor hun pressede verdens nummer to, japaneren Akane Yamaguchi, ud i tre sæt.

I den efterfølgende turnering slog hun verdens nummer ti på vej til kvartfinalen i Swiss Open.

I en alder af 26 år tror hun på, at resultaterne er et tegn på, at hun er på vej ind i sin bedste periode i karrieren.

- Det tror jeg på. Hele året har overordnet været godt, og jeg har slået gode spillere.

- Jeg har generelt fået mere ro på mit spil og tror mere på det hele. Jeg tør være i duellerne og har troen på, at jeg gør de rigtige ting, fortæller Christophersen.

Hun har troen på, hun kan nå endnu længere.

- Jeg håber da, jeg kan komme en del højere op, i hvert fald nå top-10. Og drømmen om at blive en af de allerbedste lever også.

- Nu har jeg fokus på fortsat at være aggressiv, men også turde afvige, så det ikke er mig selv, der skal lave pointene hele tiden.

Danskeren er klar favorit mod Megan Lee Xinyi fra Singapore i første runde.

Også Mia Blichfeldt er med i damesingle som turneringens 16.-seedede.

VM spilles fra 17. til 23. august.

RITZAU