I sommeren 2018 gik det amerikanske stjernepar Bode og Morgan Miller gennem enhver forælders værste mareridt.

Under et besøg hos naboen omkom deres 19 måneder gamle datter Emeline, da hun faldt i poolen, og selvom Morgan Miller forsøgte at give sin lille pige førstehjælp, stod hendes liv ikke til at redde.

Efterfølgende har den berømte skistjerne Bode Miller og konen Morgan Miller, der er tidligere professionel beach volleyball-spiller og model, været meget åbne om tabet af deres lille pige, og faktisk delte Morgan Miller et stærkt billede, hvor hun holder sin datter i armene efter drukneulykken.

Nu er der imidlertid lykkelige nyheder fra stjerneparret.

De er nemlig blevet forældre til et par enæggede tvillingedrenge, der meldte deres ankomst så hurtigt, at jordemødrene ikke nåede frem i tide.

»Fødslen var en af de vildeste oplevelser, jeg har været ude for. Ingen af jordemødrene nåede frem i tide, og da de endelig nåede frem, holdt min mor og jeg allerede babyerne i vores arme,« fortæller Bode Miller til 'Today Show':

»Heldigvis har min mor arbejdet som jordemor, men hun har ikke taget mod et barn i 20 år og havde aldrig tidligere været med til en tvillingefødsel. Vi tog begge rimeligt roligt, men vi var absolut ikke kvalificerede til at står for en hjemmefødsel uden assistance.«

På Instagram lyder det desuden: ‘Ingen ord kan beskrive øjeblikke som dette. Det tog 30 minutter at skabe et af de største øjeblikke, vi nogensinde har haft. Velkommen til verden mine to speedracer drenge.’

Parret deler hyppigt billeder af Emeline for at mindes hende.

Foruden de to drenge har Bode Miller fire børn.

Sammen med Morgan har han sønnen Nash på fire år og Easton på et år. Fra to tidligere forhold har han datteren Neesyn på 11 år og sønnen Samuel på 6 år.

Bode Miller er den mest kendte sportsstjerne af de to ægtefolk. Han nyder status af alpinlegende med både OL-guld og fire VM-guldmedaljer i trofæskabet.