NBA-stjernen Tobias Harris havde sin helt egen dagsorden med, da han tirsdag mødte op til en pressekonference.
Derfor ignorerede Harris journalisternes åbningsspørgsmål omkring nogle T-shirts med antiracistiske budskaber og gik sin helt egen vej.
»Intet ondt ord om de T-shirts, men vi vil sikre os, at Daniel Cameron (rigsadvokaten i Kentucky, red.) anholder de betjente, som var involveret i Breonna Taylors død. Det er alt, hvad jeg har at sige,« sagde Harris, der spiller i Philadelphia 76ers, og fortsatte:
»Det bliver mit svar på alle spørgsmål: at Daniel Cameron skal steppe op og gøre det rigtige.«
»Det er det eneste, jeg har at sige i dag.«
Derefter takkede Tobias Harris medierne og forlod pressekonferencen.
Sagen, som Harris hentyder til, handler om drabet på den 26-årige sorte kvinde Breonna Taylor.
Drabet skete i marts, hvor politiet dukkede op ved Breonna Taylors hjem omkring midnat i forbindelse med en narkoefterforskning. Taylors kæreste troede, at det var indbrudstyve, og han ringede derfor til politiet og affyrede skud.
Betjentene svarede igen ved selv at affyre skud, og her blev Breonna Taylor ramt otte gange.
Hverken Taylor eller kæresten, som overlevede, var kendt af politiet, og der blev heller ikke fundet stoffer på adressen.
Flere kendisser – blandt andre Beyonce – har siden opfordret myndighederne til at fængsle de tre betjente, som stod bag drabet på Breonna Taylor.
Og nu er Tobias Harris altså den seneste til at engagere sig i sagen.