'Jeg har lavet en stor fejl.'

Sådan indleder den 34-årige tidligere skiløber, Petter Northug, et opslag på sin Instagram-profil. For torsdag aften blev han stoppet af politiet, og det kan ende med at få store konsekvenser for den norske stjerne.

'I går aftes blev jeg stoppet af politiet i en fartkontrol. Jeg kørte alt for hurtigt, og jeg blev også taget med til lægevagten, så de kunne tage en blodprøve,' skriver han.

Men møgsagen stopper ikke her for Petter Northug, som blandt andet har vundet guld ved både OL og VM.

'Derudover fandt politiet en mindre mængde narkotika hjemme hos mig. Det drejer sig om kokain,' skriver den 34-årige nordmand, inden han sætter ord på, hvordan han har det med sagen.

'Jeg er fortvivlet og bange for, hvad fremtiden bringer, og jeg er rigtig ked af det i forhold til alle dem, jeg nu har skuffet igen. Jeg ved, det bliver en straffesag. Og der skal jeg tage ansvar for det, jeg har gjort,' skriver Petter Northug.

På Twitter skrev norsk politi, at de havde stoppet en mandlig fører, der havde kørt 168 kilometer i timen på en strækning, hvor fartgrænsen er 110. Derudover mistænkte de vedkommende for at køre i påvirket tilstand. Overfor TV 2 Norge bekræfter politiet, at det var Petter Northug, de skrev om.

Det er ikke første gang i år, han har fået stor opmærksomhed. Det samme gjorde sig gældende i februar, hvor han var i retten som følge af, at han havde afsløret intime detaljer i sin selvbiografi.

Her vandt han dog sagen efter en strid med ekskæresten Aylar Lie, som de havde haft siden 2018, hvor Petter Northug og forlaget Strawberry Publishing udgav den tidligere skiløber selvbiografi 'Min historie'.

Og i den var der nogle private detaljer, der omhandlede forholdet til Aylar Lie. Passager, som hun ikke mente skulle trykkes, da det ifølge hende krænkede privatlivets fred.

Derudover er det ikke første gang, han har været i politiets søgelys, når han har siddet bag rettet.

For i maj 2014 kørte han i bil med for høj promille, og det resulterede i, at han bragede sin Audi ind i et autoværn efter en lang nat i byen. Han blev anholdt i sit hjem og blev efterfølgende dømt til 50 dages fængsel og fik en bøde.