Therese Johaug kan stadig mærke tabet, savnet.

»Jeg må passe på de gode folk rundt om mig, for man ved aldrig, hvad morgendagen bringer,« siger den norske langrendsstjerne.

Fredag vender hun for første gange tilbage til skisporten efter sin dopingkarantæne - men det bliver også et comeback med sorgen siddende i baghovedet.

For få måneder siden mistede hun en af sine bedste veninder, da den tidligere langrendsløber Ida Eide - søster til landsholdsløberen Mari Eide - pludselig fik hjertestop midt under et motionsløb.

Therese Johaug mødte onsdag pressen inden sit comeback.
Therese Johaug mødte onsdag pressen inden sit comeback. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

»Det er meget mærkeligt ikke at have hende ved min side. Livet har føltes uretfærdigt, men så får jeg også sat mit liv i perspektiv,« siger Therese Johaug på en pressekonference i forbindelse med sit comeback ifølge VG:

»Det har været et meget specielt efterår, og mine tanker går først og fremmest til familien, Mari og kæresten Nils-Ingar Aadne, som stod midt i det. Men Ida har måske også været den, der har støttet mig allermest i min karantænetid.«

Therese Johaug har ikke deltaget i konkurrencer i to et halvt år, siden foråret 2016, efter at hun blev testet positiv for brug af stoffet clostebol, der var i en solcreme til læberne, hun havde brugt.

»Om to år vil jeg nok betragte de her to år som meget specielle - men det, som skete her i efteråret, vil aldrig gå over,« siger Therese Johaug.

I Norge er der store forventninger til den 30-årige skistjernes comeback.

Selv prøver hun at holde begge ben i skiene.

»Jeg må bede folk om at dæmpe forventningerne. Det er stykke tid siden, jeg har deltaget i konkurrencer, og man kan ikke bare forvente, at jeg er, hvor jeg var tidligere. Jeg har nogle ting i rygsækken, som har påvirket mig som person,« siger Therese Johaug,

Comebacket finder sted på Beitostølen, hvor hun stiller op i 10-kilometer klassisk.