De var holdkammerater, da de begge spillede for Lakers.

Og nu er Pau Gasol kommet med noget nær den ultimative hyldest til Bryant-familien efter Kobe Bryants tragiske død i januar i år.

Basketball-legenden styrtede ned med en helikopter, hvor også hans datter Gianna var blandt passagererne, og netop hun er en del af den store hyldest, Pau Gasol er kommet med.

'Den lille er endelig ankommet. Fødslen gik rigtig godt, og vi kunne ikke være gladere. Elisabet Gianna Gasol. Et meget betydningsfuldt navn til vores smukke datter,' skriver han i et opslag på Instagram, der altså afslører, at den lille har fået Gianna Bryants fornavn som mellemnavn.

En hyldest, der ikke er gået Kobe Bryants enkes næse forbi.

'Jeg elsker jer alle tre. Stort tillykke,' skriver Vanessa Bryant, der også selv har lavet et opslag på Instagram.

'Mit gudbarn er ankommet! Kobe ville have elsket at være hendes gudfar. Tillykke Pau og Cat! Jeg elsker jer tre så meget. Jeg er så rørt over jeres forespørgsel i forhold til at ære min Gigi,' skriver Vanessa Bryant.

Kobe Bryant er et af de største navne i amerikansk basketball gennem tiderne, og han spillede i hele sin karriere for klubben Los Angeles Lakers, indtil han stoppede karrieren i 2016.

Vanessa Bryant nåede at være gift med Kobe Bryant i knap 20 år.
Vanessa Bryant nåede at være gift med Kobe Bryant i knap 20 år. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

I løbet af sin 20-årige karriere, som begyndte i 1996, vandt Kobe Bryant fem NBA-mesterskaber. Han spillede 1.346 kampe i NBA.

Kobe Bryant var sammen med datteren Gianna og syv andre på vej til en basketball-turnering med helikopter, da den styrtede ned i Calabasas i Los Angeles. De blev alle dræbt på stedet, og ulykken efterlod sportsverdenen i chok.

Kobe Bryant blev blot 41 år gammel. Gianna Bryant blev 13 år.

De er begge efterfølgende blevet hyldet stort. Blandt andet har LeBron fået en tatovering med den afdøde legende, ligesom han også blev hyldet ved årets Grammy Awards.