Hun havde netop mistet sin søster. Sin største støtte og sin bedste ven. Det kom som et så stort chok for den norske langrendsløber Mari Eide, at hun mistede kontrollen over sin krop.

»For en måned siden stod jeg med mine rulleski på, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre. Det var vanskeligt at koordinere mine arme og ben. Det lyder måske mærkeligt, men jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at træne igen på samme måde, som jeg havde gjort før,« siger Mari Eide til Dagbladet.

I september mistede hun sin storesøster, Ida Eide, der pludseligt døde af et hjertestop. De to havde sammen kørt langrend i mange år sammen, og var faste træningspartnere. For godt en uge siden fortalte hun for første gang, hvordan tabet af søsteren har påvirket hende personligt.

Sportsligt har tabet haft lige så store konsekvenser. Først fortalte Mari Eide, at hun ikke stillede til sæsonstart, som følge af tabet - men bagved ligger en voldsom kamp. En kamp, hun nægter at tabe.

For det chok hun fik efter søsterens dødsfald betød, at hun udover at miste noget af kontrollen over sin krop også fik pludselige muskelsmerter.

»Mit mål har siden Idas dødsfald været at komme mig. Men den mindste træningstur var en prøvelse i starten. Jeg havde smerter som havde jeg løbet Tour de Ski tre gange. Jeg har aldrig haft så voldsomme smerter før,« siger Mari Eide.

Det norske skilandsholds læge fortæller også, at personlige begivenheder af en så tragisk karakter som den Mari Eide har været ude for, kan give en ændring i den fysiske formåen.

»Uden at jeg skal kunne sige noget konkret om smerterne, så kan en oplevelse som denne give fysiske symptomer. Det er et tegn på, at hovedet er fyldt - og at det er for meget til at kroppen kan bearbejde det. Man bliver nødt til at komme lidt væk simpelthen,« siger Øystein Andersen til Dagbladet.

Mari Eide fejrer en sejr ved Worldcuppen.
Mari Eide fejrer en sejr ved Worldcuppen. Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

»Det er ikke til at sige, hvor lang tid det tager, før man føler sig ovenpå. Jeg plejer at sige, at man skal tage sig al den tid, man har brug for,« siger han.

Mari Eide fortæller, at hun aldrig havde tænkt over, at man bliver nødt til at have det godt for at præstere. Hun har ganske enkelt aldrig tænkt over det, fordi hun altid har haft det godt - men det har hun mærket nu, efter søsterens bortgang, forklarer hun.

Selvom hun stadig har stor passion for sporten, så ændrede oplevelsen lidt på hendes opfattelse af tilværelsen, der indtil nu var gået med sport, sport og sport. Derfor er hun også glad for, at landsholdskollegerne har hjulpet hende gennem sorgen.

»Du mærker, hvordan idræt bliver andenprioritet. Vi fokuserer mere på sammenholdet, og hvordan vi har det med hinanden. Træningen bliver mere som terapi, og så kommer resultaterne i anden række,« siger Mari Eide.

Mari Eide (tv.) i konkurrence tidligere på året.
Mari Eide (tv.) i konkurrence tidligere på året. Foto: Terje Pedersen
Vis mere

Skiene er dog ikke parkeret endeligt. Hun regner stærkt med at gøre comeback, når der skal løbes VM senere på sæsonen. Hun vil vise overfor storesøsteren, at hun kan være stolt af sin lillesøster.