Enhver form for drikkepenge er værdsat. Men for én tjener var beløbet næsten ikke til at tro.

Den omtalte tjener servicerede nemlig NBA-stjernen Andre Drummond, da han besøgte restauranten Che i Delray Beach i Florida.

Drummond fik sin mad, betalte og gav i den forbindelse tjeneren drikkepenge. Umiddelbart intet opsigtsvækkende i det. Men da tjeneren, Kassandra Diaz, tog et nærmere kig på regningen, blev hun forbløffet. Andre Drummond havde givet hende 1000 dollars - svarende til lidt under 7000 kroner i drikkepenge.

»Jeg havde ingen idé om, hvem han var, og jeg havde aldrig set ham før. Da jeg tog regningen, troede jeg ikke på det,« siger hun i et Instagram-opslag udsendt af restauranten.

»Jeg rystede og græd glædestårer, da jeg så, hvad han havde givet mig. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg ville ikke tiltrække opmærksomhed, men jeg kunne heller ikke beskrive min glæde.«

I Instagram-opslaget nævner hun også, hvordan hende selv og restauranten har været påvirket af coronavirus.

Derfor sender hun ham også en stor tak i disse 'svære tider', skriver hun. Også restauranten udtrykker stor taknemmelig over Andre Drummonds generøsitet og vil glædeligt byde ham velkommen igen.

Tilbage i april gjorde Drummond ligeledes en god gerning, da han donerede 100.000 dollars til bekæmpelse af coronavirus.

Andre Drummond, der til dagligt spiller i Cleveland Cavaliers, tjener i indeværende sæson en årsløn i omegnen af 27 millioner dollars - eller næsten 190 millioner kroner.