Den hollandske hurtigskøjteløber Jutta Leerdam vandt søndag sin fjerde World Cup-guldmedalje – men dagen forinden kæmpede hun for alvor med helbredet.

Så meget, at Leerdam ikke kunne sidde. Hun kæmpede med voldsom hovedpine og måtte lægge sig flere gange.

Og i et efterfølgende tv-interview med hollandsk tv måtte hun flere gange vifte med armen og tage dybe vejrtrækninger. Over for NOS forklarer hun nu, hvad der hændte hende.

»Jeg kunne næsten ikke stå foran kameraet. Jeg havde en voldsom menstruation i lørdags, og jeg havde mistet en masse blod. Jeg var rigtig syg,« siger hun.

Jutta Leerdam fejrer sin OL-sølvmedalje i 2022.
Jutta Leerdam fejrer sin OL-sølvmedalje i 2022. Foto: Koji Ito
Vis mere

Jutta Leerdam forklarer videre, at hun havde tænkt sig at sige det i tv-interviewet.

Også for at proklamere, at det »er en ting i sport«, som hun siger:

»Jeg havde ingen kontrol over det, og jeg hader det. Når du er syg kan du bare ikke kontrollere det. Et par gange om måneden er det virkelig intenst, og det var det den her weekend,« siger hun til mediet.

Den 23-årige hurtigskøjteløber fandt dog sit vanlige niveau søndag og skøjtede sig til tops ved World Cup-stævnet i Calgary.

Det var hollænderens fjerde World Cup-guldmedalje i 1000 meterdisciplinen i løbet af 2022.

Leerdam har desuden vundet adskillige guldmedaljer ved både EM og VM. Ved OL i Beijing i 2022 vandt hun sølv.