Som teenager oplevede Nikki Bella at blive voldtaget ikke bare én, men to gange.
»Da det skete følte jeg skam og gav mig selv skylden, og det fik mig til at ville holde det hemmeligt,« fortæller hun.
Afsløringen kommer wrestling-legenden ifølge People med i ny selvbiografi, 'Incomparable', som er skrevet med søsteren Brie Bella, ligeledes tidligere wrestler.
Nikki Bella har nu valgt at berette om overgrebene for at hjælpe unge kvinder, der har står eller har stået i samme situation. For hun gemte det selv væk i mange år, hvilket betød, at hun 'mistede selvtilliden' og 'mistede respekten' for sig selv - og lod kærester behandle hende dårligt. Hun følte, at hun fortjente det.
»Måske kan jeg hjælpe alle disse yngre kvinder, der ser op til mig, og få dem til ikke at holde på det lige så længe, som jeg gjorde. Det var først som 28-årig, at jeg lærte at respektere mig selv,« lyder det fra Nikki Bella til People.
Hun er i dag 36 år.
Voldtægterne fandt sted, da hun var 15 år (af en anden elev på hendes high school), og da hun var 16 år (af en ældre dreng fra college, der bedøvede hende).
»Når der sker sådan noget for dig, forstår man 'giv-offeret-skylden'-mentaliteten, og hvor let det er at føle skam i stedet for vrede. Hvor let det er at føle, at man selv kunne have stoppet det,« lyder det fra Nikki Bella.

Hun giver i dag udtryk for, at hun ville ønske hun i stedet kunne have rådgivet sit yngre jeg til at have ageret anderledes.
Nikki Bella trak i 2018 store overskrifter, da hun først blev forlovet med sin mangeårige kæreste John Cena, der også var wrestler, for siden at afbryde forlovelsen kort inden brylluppet.
I dag er hun forlovet med danseren Artem Chigvintsev. Og gravid.
Hendes rigtige navn er i øvrigt Stephanie Nicole Garcia-Colace.