Efter nogle gode præstationer røg Line Christophersen ud med et brag. Dansk herredouble hentede flot sejr.

Line Christophersen havde overrasket ved at nå kvartfinalen ved Thailand Open, men så gik den heller ikke længere.

Fredag formiddag tabte den danske badmintonspiller med 8-21, 8-21 til hjemmebanefavoritten Ratchanok Intanon.

Der var stor klasseforskel, og opgøret varede kun i 25 minutter.

22-årige Line Christophersen er nummer 22 i verden og havde på sin vej til kvartfinalen slået blandt andre sydkoreanske An Se Young, som er nummer tre i verden.

Ratchanok Intanon er nummer otte i verden og kan nu se frem til en semifinale mod verdens nummer to, Tzu Ying Tai fra Taiwan.

Thailand Open blev hurtigt renset forholdsvis grundigt for danske deltagere. Mia Blichfeldt og Anders Antonsen røg tidligt ud, og Viktor Axelsen trak sig efter sin første sejr på grund af en skade.

Herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup er eneste danske islæt tilbage i turneringen.

De to spillere besejrede fredag det indonesiske par Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan, der er nummer to på verdensranglisten, 21-13, 21-15. Det tog kun en halv time for danskerne at vinde.

I semifinalen venter de tredjeseedede japanere, Takuro Hoki og Yugo Kobayashi. Astrup og Skaarup er seedet som nummer syv.

/ritzau/