Når stjerner mødes til store sportsbegivenheder, bliver der gået til den både på banen, men i den grad også hjemme på hotellet. 

Det så man blandt andet til Vinter-OL, hvor et kæmpe drama opstod, da man pludselig løb tør for kondomer i OL-byen, skriver Daily Mail.

Og nu er atleterne blevet advaret i god tid før Commonwealth Games i Skotland, der finder sted fra 23. juli til 2. august. 

Her skriver mediet, at eksperter på det kraftigste råder atleterne til selv at have prævention med i tasken og lade sig teste, hvis de har ubeskyttet sex eller sover med en ny partner under legene.

Sarah Mulindwa, der er ledende sygeplejerske inden for seksualsundhed samt tv-vært, slår alvoren fast:

»At planlægge sin seksuelle sundhed på forhånd adskiller sig ikke fra at forberede sig på en hedebølge – tag kondomer med, hvis du tror, du får brug for dem, find ud af, hvor du kan søge lægehjælp, og pas på dine venner,« udtaler hun til Daily Mail.

Det store fokus på prævention skyldes de pinlige scener under Vinter-OL. Her måtte organisationskomitéen officielt bekræfte, at de var løbet fuldstændig tør for kondomer, efter de i et forsøg på at spare havde skåret forsyningen ned fra 300.000 til blot 10.000 styk.

Dengang udtalte arrangørerne, at lagrene var midlertidigt helt opbrugt, fordi efterspørgslen fra de mange atleter simpelthen havde været langt højere end forventet.