Først følte hun sig som den heldigste i verden. Hun udlevede sin store drøm.

Men livet som professionel surfer har i den grad også en mørk side, som Ellie-Jean Coffey hurtigt lærte at kende.

»Det misbrug, jeg oplevede i mine teenageår – både mentalt og fysisk – fra magtfulde mennesker i magtfulde positioner, har hjemsøgt mig hele livet. Det var en frygtelig tid i mit liv. Jeg følte, folk i magtfulde positioner forsøgte at misbruge deres magt. Jeg var bare en ung pige, og det har taget mig lang tid at komme over det.«

Sådan fortæller den 25-årige australier til News. Oplevelserne har sat sine spor. Ellie-Jean Coffey har fået professionel hjælp, og det er også første gang, hun taler højt om sine oplevelser fra surfermiljøet.

Et miljø, hun betegner som 'giftigt', ligesom hun tilføjer, at problemerne har været der i mange år.

»Lige så meget som jeg elskede at surfe, gik jeg fuldstændig ned. Jeg kunne ikke fortsætte med alt det magtmisbrug; det drev mig næsten til selvmord, og jeg er bare heldig, at jeg kom i terapi og kunne komme mig. Og jeg ved, der er mange andre piger i industrien, der har en lignende historie,« fortæller Ellie-Jean Coffey, der har droppet karrieren som surfer.

I stedet har hun valgt en noget anden retning, for den unge australier har nemlig oprettet en hjemmeside, hvor man for 10 australske dollar (cirka 50 kroner, red.) kan abonnere på 'ucensureret' materiale, som det lyder på hjemmesiden.

Noget, hun har fået en del kritik for, men det rører hende faktisk ikke.

»Det har været, som det er med alt andet, jeg har lavet i mit liv. Nogle elsker det, andre hader det. Der er ikke én person, som jeg elsker eller holder af, som ikke har været meget støttende. Jeg har fået overvældende meget støtte,« har hun fortalt i et andet interview med News.

Her fortæller hun også, at beslutningen om at gå fra surfer til model har ændret hendes liv, og hun lægger da heller ikke skjul på, at hun har brugt sit kendte navn for at komme frem.

»Jeg er kendt i surferverdenen og har bygget en flot mængde følgere op fra sporten, men de har været meget nysgerrige efter at se mere af mit liv uden for surfing. Og det kan de nu på min hjemmeside.«