Den amerikanske basketballstjerne Tari Eason, der til dagligt spiller for Houston Rockets, anmoder nu om et polititilhold mod sin ekskæreste. 

Det sker efter en række alvorlige anklager om vold, trusler og hærværk begået mod ham. NBA-stjernen indgav torsdag en anmodning om at få et tilhold mod sin 32-årige ekskæreste – som han blandt andet hævder slog ham i ansigtet og ødelagde hans designertøj med klorin. 

Det erfarer TMZ på baggrund af retsdokumenter, som mediet har fået indsigt i. 

I retten hævdede Tari Eason, at en af ekskærestens venner ringede til ham for at true ham med, at hun ville brække hans ben og dræbe ham. Trusler, der fik ham til at frygte for sit liv. 

Under en episode påstår basketballspilleren, at en diskussion udviklede sig til et voldeligt skænderi, hvor ekskæresten ifølge ham angiveligt slog ham gentagene gange i ansigtet med knyttet næve. 

Efterfølgende skulle den 32-årige ekskæreste have taget tilbage til NBA-spillerens Airbnb-bolig, hvor hun ifølge ham tog alt hans tøj og hældte flydende blegemiddel ud over det – så det blev ødelagt. 

Tari Eason påstår selv, at han fik ødelagt personlige ejendele til en estimeret værdi af 92.000 dollar, der svarer til omkring en halv million i danske kroner. 

Derfor anmoder han nu retten om et tilhold, hvor en dommer skal afgøre, hvorvidt ekskæresten ikke længere må opsøge ham, hans bopæl, arbejde, bil og ethvert stadium, hvor han skal spille sine basketballkampe. 

Til TMZ fortæller en kilde tæt på ekskæresten, at hun bestrider Tari Easons udlæg af sagen og mener, at anklagerne mod hende er falske og har til formål at skade hendes omdømme.