Den polske speedwaystjerne Tomasz Gollob indstiller karrieren som følge af et styrt i foråret, der nær havde kostet ham livet.

Verdensmesteren fra 2010 annoncerede onsdag sin beslutning fra et hospital i hjembyen Bydgoszcz.

»Styrtet har ødelagt mine chancer for at konkurrere i enhver slags sport. Det er forbi nu,« siger Tomasz Gollob.

Den 46-årige polak blev lam fra brystkassen og ned, da han i april kom galt afsted. Derfor sidder han nu i kørestol.

Gollob blev efter sit styrt fragtet til militærhospitalet i Bydgoszcz med helikopter.

Her gennemgik speedwaykøreren en tre timer lang operation, efter at lægerne havde konstateret, at hans ryg havde taget skade.

/ritzau/AP