Adskillige ryttere måtte i asfalten i løbet af mandagens kaotiske afslutning på 3. etape i Tour de France.
Sprinterprofilen Caleb Ewan (Lotto Soudal) måtte som konsekvens udgå, mens en stribe andre stiller stærkt forslåede op til 4. etape.
Hos det franske hold FDJ styrtede både sprinteren Arnaud Demare og Valentin Madouas, og sportsdirektør Marc Madiot opfordrer til handling.
- Jeg er far, og jeg ønsker ikke, at mit barn skal være professionel cykelrytter efter det, vi har set i dag (mandag, red.). Vi har snakket om det i årevis, men vi skal finde nogle løsninger.
- Det kan ikke fortsætte sådan her. Det er ikke cykling længere. En dag ender det med et dødsfald. Vi kan ikke fortsætte. Det er ikke cykling værdigt, siger Madiot ifølge France tv sport.
ASO, der arrangerer Tour de France, har været genstand for en del kritik efter flere styrt i de første dage af Tour de France, men andre skal også tage ansvar, mener Madiot.
- Det er ikke kun arrangørernes skyld. Det er også holdenes, rytternes og de internationale organisationers skyld, siger FDJ-chefen.
Ifølge Quick-Step-rytteren Tim Declerq afviste løbsjuryen en opfordring fra nogle ryttere og hold før etapen til at neutralisere tiden på de sidste otte kilometer ved styrt for at undgå farlige situationer, hvor klassementsryttere og sprintere kæmper om pladsen.
- Fordi det er vigtigt for klassementsrytterne ikke at miste tid, blev de (løbsjuryen, red.) bedt om at registrere tiden med otte kilometer tilbage. Der kom ikke noget svar, og det er uforståeligt, hvis du spørger mig, siger Declerq ifølge Sporza.
Tirsdagens 150 kilometer lange etape fra Redon til Fougères er uden kategoriserede stigninger og ligner en ny dag for sprinterne.
/ritzau/