Sportsstjerner, musikere og tv-værter er hoppet med på padel-vognen, som er en af de hastigst voksende sportsgrene i Danmark.

Det kan man få syn for, hvis man følger blot nogle få kendisser på de sociale medier, hvor den squash/tennis-lignende sport synes at være udbredt.

Problemet for padel-entusiaster som Thomas Gravesen, Lars Jacobsen, Stig Tøfting, Patrik Wozniacki, Gus Hansen, Signe Vadgaard, Morten Ankerdal, Mads Langer og Christopher er, at udsigten til næste kamp er længere end mange af dem kunne ønske,

For mens udendørsbanerne har fået lov at åbne, er der stadig lukket indendørs – og det vækker undren, blandt andet hos Patrick Wozniacki:

»Et brøl fra en padel-elsker til regeringen og Mette Frederiksen. Hvordan kan det være, at man kan gå på bar/restauranter med forholdene en person per fire kvadratmeter, når man i padel er en person per 50 kvadratmeter. Udendørs er åbent, men indendørs er lukket, det giver jo ingen mening overhovedet,« skriver Caroline Wozniackis bror på Instagram, mens Stig Tøfting tirsdag har været aktiv på Facebook:

»Kunne vi lige fremrykke åbningen af padel-centrene rundt om i landet, så vi kan dyrke lidt motion igen. Mulig genåbning den 8. juni. Lad os give hånd på 25. maj, hvas siger du, Mette, har vi en deal?” skriver den tidligere landsholdsspiller og nuværende tv-ekspert til statsministeren.

Det glæder direktør og stifter af ProPadel CPH, der er en af Danmarks 12 private padelcentre, Jan Larsen, at der kommer opbakning, og også han håber naturligvis, at padel-sporten snart kan åbne også indendørs.

Håbet er, at det kan ske allerede i den udvidede fase 2, som Mette Frederiksen har indkaldt til forhandlinger om imorgen.

»Vi får rigtig mange forespørgsler fra folk, der gerne vil i gang både for det fysiske, sociale og det mentale aspekts skyld. Det er ikke alle, der har forstået, at udendørs padel er åben, men at vi endnu ikke må spille indendørs. Hvis jeg skal være ærlig, er det da også ret svært at argumentere for i et sundhedsfagligt perspektiv,« siger Jan Larsen.

Retningslinjerne for barer, restauranter og lignende er, som det ser ud nu, at man maksimalt må være én person per fire kvadratmeter.

»I padel er man en person per 50 kvadratmeter. Desuden er der syv-otte meter til loftet og ekstremt stor udskiftning af luften. Fra et sundhedsfagligt perspektiv er forskellen på indendørs og udendørs padel reelt ikke-eksisterende, og de har da også åbnet op i lande som Tyskland og Schweiz,« siger Jan Larsen.

Padel, tidligere kaldet padel tennis i Danmark, er en sport, der bedst kan beskrives som en blanding af 80% tennis og 20% squash. Banen er lidt mindre end en tennisbane og er omgivet af vægge, der bruges aktivt i spillet.