Det blev resultaterne i kvalifikationen, der tegnede medaljeskamlen i slopestyle ved VM i snowboard.

Den blot 17-årige snowboarder Zoi Sadowski-Synnott vandt søndag aften VM-guld uden at køre en meter.

Finalen i konkurrencen slopestyle blev aflyst på grund af kraftig vind på sidstedagen ved snowboard-VM i Utah i USA.

Derfor blev det resultaterne i kvalifikationen, der blev afgørende for, at newzealænderen vandt kvindernes konkurrence.

Hun vandt foran norske Silje Norendal, mens den dobbelte olympiske mester Jamie Anderson tog bronze.

Det paradoksale er, at Zoi Sadowski-Synnott slet ikke ville have konkurreret i finalen, fordi hun pådrog sig en skade i kvalifikationen.

- For at være helt ærlig er jeg ked af, at de aflyste finalerne. Der er mange blandede følelser i mig lige nu, siger bronzevinder Jamie Anderson.

- Jeg endte på podiet, men jeg ville gerne have haft en chance for at gøre det bedre. Der var helt klart nogle kraftige vinde, og de traf den rigtige beslutning, siger hun.

Heller ikke hos mændene blev finalen i slopestyle gennemført.

Amerikaneren Chris Corning var bedste mand i kvalifikationen og fik guld, mens Mark McMorris fra Canada og Judd Henkes fra USA blev henholdsvis nummer to og tre.

- Jeg kan ikke sige noget til beslutningen. Der var helt klart en sikkerhedsrisiko. Det er ærgerligt, men vi kan ikke gøre noget ved det, siger Chris Corning.

USA sluttede snowboard-VM med den bedste medaljestatistik. I alt 14 medaljer skaffede amerikanerne. Fem af dem var af guld.

Canada høstede i alt ni medaljer - tre af guld.

/ritzau/AP