Gianni Moscon kommer ikke til start på Tour de Frances 16. etape. Han er blevet smidt ud af Tour-ledelsen.

Team Sky-italieneren Gianni Moscon er blevet smidt ud af Tour de France for at slå en anden rytter i Tour-feltet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. At Moscon er blevet smidt ud af cykelløbet fremgår også af Tourens officielle hjemmeside, hvor der står, at Gianni Moscon er blevet trukket ud af løbet efter den 15. etape.

Moscon har været en vigtig hjælperytter for klassementrytterne Geraint Thomas og Chris Froome, der ligger henholdsvis nummer et og to før 16. etape, som køres tirsdag efter hviledagen.

Det skulle have været ballade mellem Moscon og Fortuneo-rytteren Elie Gesbert, der førte til, at at Moscon nu er blevet smidt ud, efter løbets kommisærer har set episoden igennem på video.

'800 meter efter starten på 15. etape fik Elie Gebert et slag af Gianni Moscon. Efter at have set billederne har kommisærerne besluttet af udelukke Sky-rytteren fra årets Tour de France,' lyder det på Twitter fra Team Fortuneo.

Cyclingnews skriver, at det netop var grundet den episode, at Moscon blev udelukket som følge af paragraf 12.1040.30.1 i UCIs reglement, der omhandler voldelige handlinger blandt rytterne. Noget, der kan medføre, at ryttere bliver diskvalificeret.

Moscon var også med til at køre Sky-holdet ind i næstbedste tid på holdtidskørslen på 3. etape. Den disciplin vandt han sammen med holdet i Critérium du Dauphiné i juni.

Hans personlige resultatliste inkluderer en samlet sejr i løbet Arctic Race of Norway, en tredjeplads i Lombardiet Rundt og en andenplads på 13. etape af sidste års Vuelta a España.

24-årige Moscon var med i Tour de France for første gang i karrieren, før han blev smidt ud.

Efter søndagens etape, der blev vundet af Astana-danskeren Magnus Cort, var der også dårlige nyheder for cykelholdet Dimension Data.

Et styrt på etapen kostede Serge Pauwels en brækket albue, og han stiller ikke til start på tirsdagens etape.

/ritzau/