Et kæmpe kaos ramte lørdag aften Washington DC, som har chokeret USA.
For omkring klokken 21:30 kunne de mange tilskuere på stadionet Nationals Park i Washington DC pludseligt høre nogle høje brag.
»Alle troede, at en maskine var sprunget i luften, eller at der var fyrværkeri uden for stadion,« siger 20-årige Stephen Lyons, der var på stadionet, til New York Post.
Men det var langtfra kun fyrværkeri. For hurtigt gik det op for tilskuerne, at der var tale om affyrede skud.

Og herefter brød kaosset ud.
Flere af de fremmødte fans begyndte at flygte i panik, mens andre søgte ly under deres sæder.
»Der var paniske scener, og herfra var alle klar over, at der ikke bare var tale om fyrværkeri. Jeg kiggede på sikkerhedspersonalet, der stod som forstenede. De vidste ikke, hvad de skulle gøre,« forklarer Stephen Lyons.
De affyrede skud uden foran stadion fandt sted, netop som spillerne i baseballkampen mellem Washington Nationals og San Diego Padres var ved at forlade banen.

Her kunne de blot se til, mens flere rædselsslagne fans begyndte at hoppe over hegnet og ned på banen for at søge i sikkerhed.
»Vi troede først, det foregik inde på stadion, og så var der bare ren panik med det samme,« siger 25-årige Jacob DeAngeles, der også var til stede på stadion, til The New York Times.
Herefter så han folk løbe op af trapperne, inden en tilskuer råbte: »Der er en person, der skyder.«
»Det var bare helt vildt. Man tror ikke, man selv ender i sådan en situation, men så hører man pludselig, at det er skyderi, og så er man nødt til løbe…Folk måtte flygte,« forklarer Jacob DeAngeles.

Det lokale politi fik efter kort tid styr på situationen uden for stadion, lyder det, men der er indtil videre ikke sluppet yderligere oplysninger ud om skyderiet.
'Vi arbejder sammen med politiet for at komme med mere information, så snart det bliver tilgængeligt,' skriver Washington National, der har bekræftet skudepisoden, på Twitter.
I alt blev fire personer ramt af skud foran det store stadion, oplyser DC Police Department på samme sociale medie.
Først blev det oplyst, at to personer var blevet skudt, men kort efter kunne politiet oplyse, at 'yderligere to ofre med forbindelse til denne hændelse' havde indfundet sig på et hospital med skudsår.
Den nærmere tilstand på de sårede er ikke blevet oplyst.
Kampen mellem Washington Nationals og San Diego Padres blev som følge af skudepisoden midlertidigt aflyst og skal spilles færdig på et senere tidspunkt.



