Skives keeper Ronnie Svenson havde fortjent den stribe fadøl, han kom slæbende med efter pokalkampen mod FC København torsdag.

Den store målmand var nemlig Skives og banens bedste på en dag, hvor der ganske vist ikke skulle så meget til for at springe i øjnene.

Den lange målmand holdt med tre-fire feberredninger sit hold ind i kampen helt hen til 25 minutter før tid, da han første gang måtte kapitulere overfor en helt fritspillet Peter Møller.

»Det var svært at stå dårligt i den kulisse. Vi kæmpede røven ud af bukserne. Det var vores chance. At holde nullet og så håbe på et mirakel i den anden ende.

Selvom FCK nok kunne have lukket kampen noget før, hvis de havde givet sig 100 procent, synes jeg vi spillede en flot kamp. Hvis vi spiller sådan i 2. division rykker vi i hvert fald ikke ned,« sagde Svenson, der var chanceløs ved begge Peter Møllers scoringer.

kimi