Der var stor norsk succes fredag ved vinter-OL i Italien.
Johannes Dale-Skjevdal vandt fredag en fornem guldmedalje i 15 kilometers fællesstart i skiskydning. Den var samtidig med til at skrive historie for Norge.
Med triumfen har Norge nu vundet 17 guldmedaljer ved de igangværende lege, og det er en enkelt mere end Norges tidligere rekord på 16 guldmedaljer i Beijing for fire år siden.
Johannes Dale-Skjevdal blev på suveræn vis nummer et med solid skiskydning undervejs.
Nordmanden ramte på samtlige sine 20 skud, og det betød, at han til sidst susede afsted alene mod mål.
Ind på andenpladsen kom landsmanden Sturla Holm Lægreid 10,5 sekunder senere. Bronzen snuppede franskmanden Quentin Fillon Maillet yderligere 15 sekunder senere.
I alt har nordmændene i år hentet 36 medaljer - 17 af guld, 9 af sølv og 10 af bronze - og er dermed også stadig i spil til at slå rekorden for flest medaljer ved et vinter-OL.
Den lyder på 39 medaljer og tilhører Norge fra 2018.
Med til historien hører, at der i Milano Cortina bliver uddelt flere sæt medaljer end nogensinde. 116 sæt er på spil mod 109 sæt i 2022.
/ritzau/
