Asbjørn Sennels er klar til at flytte til København. Viborgs knap 25-årige venstreback hævder ganske vist, at han intet kender til det forestående skifte fra Viborg til superligaens tophold Brøndby, som blev bragt til torvs mandag. Men hvis rygterne viser sig at være rigtige, vil det passe Asbjørn Sennels fint. Det seneste år har han nemlig ønsket sig at komme videre i fodboldkarrieren.

- Brøndby er en spændende klub, men tanken om at komme dertil ligger lidt fjernt for mig, da jeg ikke har snakket med dem overhovedet. Derfor synes jeg, det er mærkeligt, at det var i sportsnyhederne, for jeg kender slet ikke noget til det, siger Asbjørn Sennels.

Ifølge TV2 Sportens efterretninger bliver skiftet med gyldighed fra næste sæson offentliggjort, når transfervinduet åbner i januar. Uanset om historien viser sig at være en juleand eller ej, ligger det fast, at Asbjørn Sennels' dage i Viborg er talte.

- Jeg håber, der sker noget snart, for det seneste års tid har jeg gerne ville skifte til en større dansk klub eller til udlandet. Så hvis det er rigtigt med Brøndby, og vi ellers kan blive enige, er det fint. Det ville ikke gøre noget, hvis det holder vand, siger Asbjørn Sennels, der fik debut på det danske A-landshold i august og har kontrakt med Viborg til sommeren 2005.

/ritzau/