Kommentatorer på Viaplay afbryder kommentering på kampe for at lave reklame for nyt realityprogram. 

Og det vækker stor vrede blandt flere fodboldseere.

Midt under fodboldkampe har streamingtjenestens kommentatorer nemlig brugt sendetiden på at opfordre deres seere til at se Viaplays nyeste satsning, 'Temptation Island'. 

Hvilket ikke falder i god jord hos flere af deres seere:

»Kommentatoren på Viaplay sidder og snakker om, hvad Temptation Island handler om midt i en 'CL-kamp'. Det skal simpelthen stoppes.«

Det er bare en af de reaktioner fra utilfredse seere, som kan findes på det sociale medie 'X'.  En anden kalder promoveringen af realityprogrammet for 'langt ude'.

Flere kommenterer på den kommercielle promovering af Temptation Island, som er blevet en del af kommenteringen.

B.T. har kontaktet Viaplays sportschef, Rune Knudsen, for at få en kommentar til de seere, som ikke mener, at den form for reklame hører hjemme under en fodboldkamp.

»Vi har, så længe jeg kan huske, brugt små dele af vores sendetid på at fortælle seerne om nogle af de mange andre gode tilbud, man kan finde på Viaplay, som det var tilfældet med Temptation Island i tirsdags. Det kommer vi også til at gøre fremadrettet, for vi mener, vi har så meget godt på hylderne, som det er værd at vise frem,«

Kritikken kommer samtidig med Viaplays udgivelse af den danske version af Temptation Island. 

Programmet havde premiere 11. august, og går ud på at fem par bliver adskilt og skal bo med en masse »fristende singler.«

Her skal parrene testes i deres loyalitet og sætte deres parforhold på den ultimative prøve.