Mark O. Madsen kæmper indædt for at nå drømmen om at nå MMA-sportens helligste haller - den særdeles indbringende amerikanske organisation UFC.
For at nå dertil er Mark O. Madsen for tiden i Las Vegas for at træne. Og fredag kom han i audiens hos nogle af sportens allerstørste.
I en video, som 'The Olympian' har postet på sin Instagram-profil fremviser danskeren to af sine træningspartnere.
Og det er ingen ringere end MMA-superstjernen Khabib Nurmagomedov og dennes famøse manager, Ali Abdelaziz.
Khabib Nurmagomedov besejrede sidste år selveste Conor McGregor i en sand skandalekamp, hvor russeren efter fløj ud af den ottekantede kampring og angreb nogle fra McGregors hold.
Mark O. Madsen, der er tidligere olympisk sølvvinder i brydning, besejrede for nyligt eks-bokseren Patrick Nielsen i en udsolgt kamp i København.
Nu drømmer den tidligere sølvvinder ved OL videre om UFC, der til september rammer Danmark.
Det er ikke urealistisk, at den store MMA-organisation kunne finde på at give Mark O. Madsen et kald frem mod showet i Royal Arena, men det er langtfra sikkert.