Den brasilianske fodboldspiller Gilvan blev ramt af lynet under en fodboldkamp i hjemlandet. Det hele blev fanget på video.

Kampen mellem Novo Horizonte og Atletico Goianiense havde været i gang et godt stykke tid, og stillingen var 2-2 i den meget regnfulde affære, da lynet pludselig slog ned på banen. Den brasilianske spiller Gilvan blev ramt af lynet og besvimede – foran rullende kamera.

Han blev hurtigt kørt til hospitalet, hvor han blev undersøgt. Heldigvis slap han uden store skader.

- EKG-undersøgelsen viste en noget unormal hjerterytme på grund af det elektriske stød, han var udsat for, sagde lægen Jose Roberto Murat til nyhedsbureauet AP.

Gilvan selv takkede gud for at være i live.

Kampen blev udsat i 24 timer, hvorefter Atletico kunne sikre sig sejren på 4-2. Kampen var et regionalt opgør i Goias-provinsen i Brasilien.

Se videoen her