Med en 1-0 sejr over West Ham er Arsenal et skridt tættere på Premier League trofæet. 

Det var dog lige ved og næsten, at førstnævnte udlignede til i kampens 95. minut. Callum Wilsons scoring blev i stedet underkendt for frispark efter en VAR-gennemgang. 

En beslutning, som den tidligere danske landsholdsmålmand Peter Schmeichel er dybt uenig i. Han mener nemlig, at Arsenal aldrig havde været i toppen af Premier League, hvis disse mål blev annulleret konsekvent. 

»Beslutningen er bare så forkert på så mange måder. Det, der virkelig gør mig sur, er, at Arsenal aldrig ville være i toppen af ligaen, hvis det her er et frispark,« udtaler han til Viaplay og fortsætter:

»De (Arsenal, red.) har scoret så mange mål på den her måde ved at blokere, holde folk og gøre alle de her ting.«

Og hele 17 gentagelser af hændelsen skulle der til, før dommer Chris Kavanagh traf sin beslutning. I alt gik der 4 minutter og 17 sekunder, fra bolden krydsede linjen, til der blev dømt frispark, skriver Sky News. 

Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix

VAR-billederne viser, hvordan West Ham-spilleren Pablo Felipe Pereira de Jesus griber fat i Arsenals målmand David Rayas arm, inden Callum Wilson scorer.

Var målet blevet godkendt, havde Wilsons mål reduceret Arsenals føring i toppen, og Manchester City kunne i stedet have været tilbage på førstepladsen med en i den næste kamp.

Det er især den langsomme afgørelse i forhold til at annullere målet, der ryster Peter Schmeichel: 

»Der kan ikke være frispark. Det er så forkert,« lyder det videre i interviewet, inden han afslutter:

»Jeg forstår bare ikke, hvordan der er et frispark. Det har der ikke været for andre hold hele sæsonen. Alt dette er bare vanvittigt. Beslutningen er bare så forkert på så mange måder.«