Sara Slott Pedersen er på jagt efter et arbejde.

For den tidligere hækkeløber – og nu mor til to – står nemlig uden job, når hendes barselsperiode udløber om et halvt år.

Og det skyldes, at hun stadig ikke helt har fundet ud af, hvad hun skal bruge sit liv på, efter hun i 2021 lagde løbeskoene på hylden efter OL i Tokyo.

»Jeg er ikke skarp nok på, hvad det er, jeg vil. Og det er o.k., men jeg skal lige lære at være i det. Der skal nok lande noget spændende på mit bord,« fortalte hun ved lørdagens gallashow i Herning, SPORT 2022, og tilføjede:

Sara Slott og Thomas Cortebeeck ved SPORT 2022 i Herning.
Sara Slott og Thomas Cortebeeck ved SPORT 2022 i Herning. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Men altså … det seneste års tid har jeg jo blandt andet brugt på at producere et barn.«

Der er dog ingen tvivl om, at den tidligere OL-sølvvinder gerne vil prøve sig af inden for tv-branchen, hvis muligheden opstår.

»Det falder jo os sportsfolk meget naturligt, fordi vi er vokset op med det. Vi kan godt famle lidt, når karrieren stopper. Og hvad skal man så? Her føles tv-branchen som 'hjemme' for mange af os,« lød det videre.

35-årige Sara Slott Pedersen er én af Danmarks største atletikudøvere gennem tiden.

I 2016 vandt hun nemlig både EM-guld og OL-sølv i hækkeløb på 400 meter-distancen.

Sara Slott Pedersen blev sidste år indlemmet i Sportens Hall of Fame.