På sin sædvanlige cykeltur hjem fra træning modtog tidligere hækkeløber Sara Slott Petersen et opkald, hun aldrig havde turdet håbe på.

På vej op ad en af Aarhus’ hårde bakker, som selv en tidligere topatlet må sande, kan tage pusten fra enhver, var formand for Danmarks Idrætsforbund Hans Natorp i røret.

Han kunne fortælle, at Sara Slott Petersen optages ved Sport 2021 i Sportens Hall of Fame som det 38. medlem.

»Jeg havde ikke en gang kodet hans nummer ind, så jeg tog den og troede, det var endnu en journalist. Det var lige efter, jeg havde stoppet min karriere, så der var godt gang i telefonen,« fortæller Sara Slott Petersen og fortsætter:

»Det var en lidt mærkelig måde at få så stor en besked på. Sidde der på cykel på vej op ad bakke i Aarhus, som er hårdt nok i sig selv. Men han spurgte, om jeg ville tage imod indstillingen, og det var selvfølgelig et stort ja tak.«

Selvom Sara Slott Petersen har kendt til den fornemme hæder siden efteråret, er det stadig ikke helt gået op for hende, da B.T. taler med hende.

»Jeg havde aldrig troet, at mine bedrifter var så store, at de var værdige til at være der. Der kommer man nok til at tænke mindre om egne præstationer end andres. Jeg har jo ikke fået 28 medaljer, fordi i atletik er kampen så hård bare om én,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er stadig meget overvældet. Det er en speciel følelse at stå med – et karrierestop, identitetsskifte og så få det skulderklap. Det er et stort virvar indeni, og det er fantastisk, men jeg skal lige lande i, at der er så mange positive ting, der lander på mit bord.«

Sara Slott Petersen har som nyeste medlem af Hall of Fame fået en buste.
Sara Slott Petersen har som nyeste medlem af Hall of Fame fået en buste.
Vis mere

Og de store følelser, der var forbundet med mange skift og en stor hæder, måtte Sara Slott Petersen gå med selv. Hun måtte nemlig ikke afsløre, at hun var blevet en del af Sportens Hall of Fame i flere måneder.

»Det har været lidt en proces at bearbejde glæden og finde plads til den, uden man måtte dele den med nogen. Jeg sagde det til min mand, men ellers ikke til nogen. Det var svært i de første uger, når man bare havde lyst til at tage en megafon og råbe det ud,« siger Sara Slott Petersen.

Sara Slott Petersen indstillede karrieren i august sidste år, men hun er stadig ved at finde en ny vej i tilværelsen. Hun har netop startet virksomhed inden for lederoptimering.

»Jeg tror, der er mange redskaber i sportens verden, man kan have stor gavn af som erhvervsleder. Det med at se på bittesmå detaljer for at optimere både som hold og individuelt. Så det prøver jeg at løbe i gang,« fortæller Sara Slott Petersen.

Men sportsmennesket er stadig en stor del af Sara Slott Petersen – og vil formentlig være det et stykke tid endnu.

»Jeg har stadig ikke fundet noget at hænge min arbejdsidentitet helt op på. Jeg føler stadig, sportspersonen er nærmest altdominerende i mit liv. Det er 20 år, det kan man ikke bare vende rundt på et par måneder,« siger Sara Slott Petersen og afslutter:

»Jeg savner det liv, der var, men jeg har ikke fortrudt. Det er bare en taknemmelighed over ... 'Hold da op, et fedt og privilegeret liv, hvor ens job var at rejse verden rundt og løbe om kap. Hvor har jeg været heldig.' Det kræver noget ekstraordinært at fylde hverdagen ud efter det, og det prøver jeg mig frem til nu.«

Sara Slott Petersen deltog i sit sidste store løb ved OL i Tokyo i sommer, hvor hun også var dansk fanebærer. Tilbage i 2016 toppede hendes karriere, da hun vandt sølv i Rio de Janeiro ved OL. Hun vandt også EM-guld i 2016.

Andre læser også